Månedens forskningsartikel februar 2022
Artiklen Burnout in Mental Health Care Professionals Working with Inpatients in Open or Closed Wards in Psychaitric Hospitals undersøger burnout hos sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter på otte hospitalsafsnit i voksenpsykiatrien (lukket eller åbne afsnit) med henblik på at sammenligne de to settings.
Yderligere undersøges og sammenlignes burnout hos de to fagprofessioner. Burnout hos sundhedsprofessionelle i sundhedsvæsenet er et almen kendt fænomen. Undersøgelser viser at sygeplejersker i psykiatrien oplever en højere grad af burnout end sygeplejersker ansat udenfor psykiatrien.
Desuden så antages det at arbejde i et lukket afsnit med ”svære” patienter som værende stresset og uforudsigeligt. Artiklen beskriver et tværsnitsstudie, som bygger på baseline data fra et mixet metode projekt om burnout og implementering af en evidens-baseret sygeplejefaglig intervention. Burnout i dette studie er defineret som en job-relateret tilstand af følelsesmæssig og fysisk udmattelse forskellig fra en diagnosticeret tilstand. Burnout er målt ved Copenhagen Burnout Inventory, som består af tre delskalaer, der henholdsvis måler på personlig, arbejds-relateret og patient-relateret burnout. I alt har 114 sundhedsprofessionelle deltaget, 65 fra åbne afsnit og 49 fra lukkede intensive afsnit.
Overordnet viste resultaterne fra studiet, at der ikke var forskel på burnout score hos sundhedsprofessionelle, om de arbejder i et lukket eller åbent afsnit, og der var heller ingen forskel på burnout score mellem de to professioner, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Et interessant fund var dog, at de sundhedsprofessionelle scorede højst på personlig og arbejds-relateret burnout og lavest på patient-relateret burnout. At arbejdet med patienter kun i mindre grad påvirker burnout hos sundhedsprofessionelle bekræftes i andre studier, hvor der peges på at faktorer som eksempelvis arbejdsbyrden, højt arbejdstempo og uklarhed omkring egen rolle påvirker burnout i lang højere grad end det at yde sygepleje til svært syge patienter. Konklusionen i artiklen er, at patienter kun spiller en mindre rolle i forhold til burnout, men at arbejdsrelaterede og organisatoriske faktorer spiller en central rolle.
Et andet perspektiv på resultaterne fra dette studie kunne være, at det tyder på at sygeplejersker trives, når de får lov til at være sammen med patienterne og yde sygepleje. Hvilket er vigtig viden i relation til i dag, hvor det er svært at rekruttere og fastholde sygeplejersker i klinisk praksis, og at mange sygeplejersker forlader deres fag pga. stress og udbrændthed.
Månedens forskningspublikation
Jørgensen R, Christensen AE, Pristed SG, Jepsen I, Telléus GK. (2021) Burnout in Mental Health Care Professionals Working with Inpatients in Open or Closed Wards in Psychiatric Hospitals. Issues in Mental Health Nursing, Volume 42, Issue 11.
Opdateret