Aalborg forsker valgt til international post

Seniorforsker Gry Kjærsdam Telléus er netop blevet valgt ind i bestyrelsen for The Academy for Eating Disorders (AED) som Director for Outreach. AED er en international faglig organisation, der arbejder for at opnå en høj standard inden for behandling, uddannelse og forskning i spiseforstyrrelser.

Organisationen består af mere end 1.500 fagfolk indenfor spiseforstyrrelsesområdet med repræsentanter fra hele verden. Gry er den første fra de nordiske lande, der er udpeget og valgt til AEDs bestyrelse.

Som Director for Outreach skal Gry lede bestyrelsens arbejde med  at forbinde det internationale spiseforstyrrelsesnetværk. Grys arbejde i AED har sat Aalborg og Danmark på landkortet indenfor spiseforstyrrelsesområdet og ført til en markant udvidelse af internationale samarbejdsrelationer.  Dette forventes at øges yderligere med Grys post. 

Gry Kjærsdam Telléus er Ph.d., cand.psych. (aut.), seniorforsker og programleder for Forskningsprogram i Spiseforstyrrelser på Aalborg Universitetshospital og lektor i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet.