Sygeplejerskevikar i Retspsykiatrien

Arbejdsmiljøet i retspsykiatrien er det bedste, jeg har mødt.

Frederik

Frederik læser til sygeplejerske på 5. semester. På 3 semester var han i praktik på S10 i Retspsykiatrien i Nordjylland. Efterfølgende er han blevet vikar på afdelingen.

- Det er helt klart arbejdsmiljøet, der har fået mig til at blive her. Det er det bedste, jeg har prøvet. Der er en fed jargon, alle kollegerne er superdygtige og nogle, jeg stoler fuldstændigt på og kan snakke godt med, siger Frederik.

Vi har nogle rare patienter

Der er 10 sengepladser på afsnittet. Patienterne er her, fordi de har en anbringelsesdom og bor her som regel i flere år.

- Patienterne er her på en alvorlig baggrund og har massivt brug for behandling og støtte for deres psykiske lidelser. Men samtidig ser jeg dem som nogle rigtig rare mennesker. Vi kommer som personale meget tæt på dem, fordi de er her så længe. For nogle er vi det tætteste, de kommer på at have familie eller omsorgsperson i deres liv.  Når jeg møder ind til en vagt, og det er ved at være noget tid siden sidst, spørger de ind til mig, mit studie, min sommerferie og så videre. Det har overrasket mig virkelig positivt at møde en patientgruppe, der trods alvorlig psykisk sygdom generelt er velmedicinerede og gør en indsats for, at tingene skal fungere, siger Frederik.

Dagligdagen på afsnittet

- Vi gør meget for at skabe struktur og trygge rammer og aktivere patienterne. Miljøterapi er rigtig vigtig. Det kan være alt fra at tømme opvaskemaskine, at gå med på udgang eller bare hygge sammen med at høre musik, se fjernsyn og spille spil.

- Hver 14. dag laver vi en GAF-score på patienterne. Den fortæller os, hvordan deres fysiske og psykiske tilstand er, og om der skal ske ændringer i deres medicin eller hverdag på den baggrund. Den er også vigtig i forhold til patienternes udskrivelse, og hvilke hjælpeforanstaltninger de skal have efterfølgende.

Fik testet min egen forestilling

Jeg er superglad for, at jeg valgte Retspsykiatrien til min praktik. Jeg havde samme fordomme om retspsykiatrien, som jeg tror, de fleste har. Det var et farligt sted, hvor man skulle se sig over skulderen hele tiden. Den fordom blev gjort til skamme. Det er et skønt sted at arbejde, både fagligt og socialt. Det giver rigtig god mening at arbejde med patienterne. Og kollegerne – de er fantastiske.

Opdateret