Evidensbaseret viden er vigtig i sygeplejen
Peersupport og recovery
Sammen med Enhed for Samskabelse er Rikke i gang med et større forskningsprogram med peermedarbejdere som omdrejningspunkt. Peermedarbejdere er tidligere patienter eller pårørende, der ansættes på lige vilkår med sundhedsprofessionelle. Psykiatrien ansætter en del peermedarbejdere, men der er endnu ingen forskning på området, der viser hvordan man bedst inddrager peers, og hvilken betydning der har. Det vil Rikke og Enhed for Samskabelse ændre på.
Vi ser på, hvilken betydning peers har for patienternes recovery, men vi ser også på, hvordan peers har det med den måde, de arbejder på, og ikke mindst hvordan de sundhedsprofessionelle tager imod at arbejde sammen med peers. Forskning fra udlandet viser nemlig at de sundhedsfaglige skal være klædt på til opgaven.
Forskningsprogrammet gik i gang primo 2021 og løber over fire år.
Guidet Egen-Beslutning
Et andet område, Rikke forsker i, er interventions- og implementeringsforskning med fokus på den sygeplejefaglige metode Guidet Egen-Beslutning (GEB), bl.a. hvordan sundhedsprofessionelle oplever at arbejde med GEB. Herom fortæller Rikke:
Guidet Egen-Beslutning tager udgangspunkt i en række refleksionsark, som patienterne skal udfylde, og som er udgangspunktet for en samtale. Målet er, at patienterne bedre kan håndtere de udfordringer, som de har i hverdagslivet – f.eks. om man ønsker at tage sin medicin, og håbet er naturligvis, at patienten i samarbejde med behandleren kan reflektere sig frem til den bedst mulige løsning.
Hun fortsætter:
Lige nu forsker jeg og de kliniske sygeplejespecialister i GEB leveret som gruppeintervention. Nogle af de første resultater peger i retningen af at patienterne gerne deltager, og at de finder det relevant, idet de bliver mere opmærksom på, hvordan andre håndterer det at leve med lignende udfordringer, og at de derved kan lære af hinanden. Der kommer noget peer-to-peer ind over det. De har rigtig meget at give hinanden. På den anden side sætter det den sundhedsprofessionelle mere ud på sidelinjen, da de får en mere faciliteterne rolle, men stadig skal bidrage med den sundhedsvidenskabelige viden ind i gruppen. Igen er det vigtigt, at personalet er ordentligt klædt på til at håndtere den proces, så derfor har vi også haft fokus på vigtigheden af supervision på facilitatorrollen i forskningen.
Forskning er en stor opgave
Når man forsker, går der et stort apparat i gang med videnskabelig protokol og diverse tilladelser og så videre. Forskning kræver desuden, at man kender eller sætter sig grundigt ind i eksisterende relevant forskning på området, så man ved, hvad man bidrager ind i. Der er dermed stor forskel på decideret forskning og på de småskalaprojekter eller udviklingsprojekter, der kører i mange afsnit.
Småskalaprojekter er rigtig gode i det daglige arbejde, men det giver ikke evidensbaseret viden. Det kunne jeg godt tænke mig noget mere af. Jeg er derfor meget opmærksom på gode ideer og vil altid gerne snakke med sygeplejersker, der har fået en god ide til et forskningsprojekt.
Rikke uddyber:
Det er et stort arbejde at bedrive forskning, og det kræver et vedvarende fokus og prioritering. Jeg håber, at vi kan rekruttere flere sygeplejersker, som kan forske og bidrage til den evidensbaserede forskning til gavn for vores patienter.
Alle sygeplejersker kan deltage i forskningsprojekter under vejledning. For at bedrive selvstændig forskning skal man have en kandidatgrad og en Ph.d.
Mød flere sygeplejersker
Opdateret