Fremskudt rådgivningsfunktion i Psykiatrien
Rådgivningsfunktion til praktiserende læger vedr. patienter uden kontakt til Psykiatrien.
Psykiatrien i Region Nordjylland tilbyder lægelig rådgivning -ved speciallæge i psykiatri- om patienter hos praktiserende læge. Funktionen udgår fra Psykiatriens Centrale Visitation og er regionsdækkende.
Målgruppe
Patienter fra 18 år med erkendt psykiatrisk lidelse eller med fagligt kvalificeret mistanke om psykiatrisk lidelse.
Direkte rådgivning
Træffetid alle hverdage fra kl. 14:00 til 15:00 på telefonnummer: 976 44865.
Fremskudt visitation
En telefonisk henvendelse til Specialistrådgivningen kan i visse tilfælde efter samtale med den psykiatriske speciallæge udløse mulighed for uddybende vurderingssamtaler ved sygeplejersker med særlig psykiatrierfaring.
Ved indkomne henvisninger, hvor der er tvivl om, hvorvidt patienten tilhører psykiatriens målgruppe, vil speciallægen som udgangspunkt tage direkte telefonisk kontakt til praktiserende læge med henblik på drøftelse og uddybning af indhold i henvisningen for at kvalificere en visitationsbeslutning. Her vil der også være mulighed for at henvise videre til en vurderingssamtale.
Vurderingssamtaler
Efter behov varetages vurderingssamtaler decentralt i den psykiatriske klinik. Vurderingssamtaler udføres med henblik på at afklare patientens symptomatologi og sygdomsgrad for at kunne vurdere den videre indsats – herunder i hvilken sektor indsatsen bør foretages.
Det er speciallægen i psykiatri der, efter aftale med den praktiserende læge, visiterer til vurderingssamtale.
Den praktiserende læge sender derefter en henvisning, hvor det er noteret, at der henvises til vurderingssamtale samt navn på den læge i CV, der har rekvireret vurderingssamtalen.
Tilbagemeldingen kan bestå i at patienten indkaldes eller at der gives kvalificeret vejledning om den videre behandling/udredning hos egen læge.
Opdateret