Ergoterapi - Udredning og genoptræning i at udføre praktiske opgaver i hverdagen

Et forløb hos en ergoterapeut kan indgå som en del af den psykiatriske udredning og behandling. Formålet vil være at undersøge og forbedre patientens muligheder for at klare de opgaver, som en almindelig hverdag byder på.

Ergoterapi er relevant, når det praktiske i hverdagen er en udfordring

Et forløb hos en ergoterapeut kan både være relevant i forbindelse med en indlæggelse og  i et ambulant forløb.

Det er ikke alle patienter, der tilbydes et forløb med en ergoterapeut. Det afhænger af, hvad det er for problemer, patienten har. Er det svært at få udført de praktiske opgaver, som er nødvendige for at opretholde en god hverdag, kan ergoterapeuten støtte patienten i at få struktur på opgaverne, så de bliver nemmere at overkomme.

Ergoterapeuten har kun i mindre grad fokus på diagnosen, og er især optaget af sammen med patienten at undersøge, hvad det er, der ikke fungerer i dagligdagen, og hvad der kan gøres ved det.

Det er den læge, der har ansvaret for behandlingen, der tager stilling til, om patienten skal tilbydes ergoterapi. 

3 hovedspor - Undersøgelse, træning og afklaring af støtte-behov

Ergoterapeuter kan inddrages på flere måder og i forskellige faser af et patientforløb:

  • Undersøgelse: En ergoterapeut kan bidrage til den samlede udredning af patienten ved at undersøge det aktuelle funktions-niveau. Med det menes der patientens nuværende evne til at håndtere hverdagens praktiske opgaver og aktiviteter.
  • Genoptræning: Ergoterapeuten kan støtte patienten i  et træningsforløb, der skal forbedre mulighederne for igen at udføre de daglige opgaver på en tilfredsstillende måde.
  • Afklaring af behov: Når ergoterapeuten sammen med patienten finder frem til, hvad der udfordrer patienten i dagligdagen, kan det indgå i en samlet vurdering af, om patienten har behov praktisk støtte og hjælp fra kommunen. 

Ergoterapi under indlæggelse

Ergoterapi er velegnet til patienter, der op til indlæggelsen ikke har kunnet gøre det, de plejer. Ergoterapeuten kan hjælpe med at afklare, hvad det er for praktiske opgaver, det ikke lykkes at få gjort. Det kan fx dreje sig om at købe ind, lave mad, gøre rent - eller om det mere personlige, at få børstet tænder, gå i bad, skifte tøj m.v.

Ved længerevarende indlæggelser kan patienten med støtte fra ergoterapeuten komme i gang med at genoptræne nogle af de praktiske færdigheder. Ergoterapeuten kan også hjælpe med at afklare, om der er brug for praktisk hjælp og støtte fra kommunen, når patienten kommer hjem igen.

Ergoterapi i ambulante forløb

Patienter i ambulante forløb kan af lægen/primær behandler blive henvist til en ergoterapeutisk undersøgelse. Formålet med undersøgelsen vil være at afklare det nuværende funktions-niveau, det vil sige patientens evne til at håndtere hverdagens praktiske gøremål.

På baggrund af undersøgelsen kan der efter aftale med patienten sendes en udtalelse til kommunen. Af udtalelsen vil det fremgå, om patienten vurderes at have brug for praktisk hjælp og støtte der hjemme.

Ergoterapeuten kan også udarbejde en genoptræningsplan for patienter, der har brug for støtte til at genvinde tabte fysiske eller kognitive funktioner. Selve genoptræningen vil typisk foregå i kommunalt regi, i nogle forløb kan der dog tilbydes specialiseret genoptræning hos en ergoterapeut i Psykiatrien.

Opdateret