Visitation

Information om, hvordan borgere visiteres til de særlige pladser på Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

Det er som udgangspunkt kommunen, der tager initiativ til, at en borger bliver visiteret til et ophold på afdelingen i Brønderslev. Ændrede regler pr. 1. april 2019 medfører, at regionen også kan igangsætte en visitationsproces.

Visitationskriterier

For at en borger kan visteres til en af de særlige pladser, skal følgende 3 kriterier være opfyldt:

  1. Borgeren vurderes at være eller i risiko for at blive til fare for andre og uforudsigelig i sin adfærd.
  2. Borgeren har eller må formodes at have en svær psykisk lidelse.
  3. Borgeren har særlige sociale problemer.

Derudover skal mindst ét af følgende 3 kriterier være opfyldt:

  1. Borgeren har haft et forløb med gentagne indlæggelser eller én længerevarende indlæggelse i den regionale psykiatri.
  2. Opholdet vurderes at være det bedst egnede for at imødekomme borgerens særlige behov for behandling, rehabilitering og støtte, herunder evt. misbrugsbehandling.
  3. Der er begrundet formodning om, at opholdet vil være egnet til at forhindre, at patienten indtager eller køber rusmidler, anskaffer farlige genstande eller begår kriminalitet, herunder udøvelse af vold.

Desuden skal borgeren være fyldt 18 år.

Samtykke

Det er et krav, at patienten er i stand til at afgive et informeret samtykke om visitation til opholdet på de særlige pladser.

Visitationsproces med 3 faser

  1. Opstart i kommunen
    Handlekommunen skal sende en anmodning til Visitationsforum, når der ønskes et ophold.
    Kommunen skal inddrage borgeren i forbindelse med anmodningen - samt indhente og udarbejde det nødvendige sagsmateriale.
    Link til anmodningsskema
    Når skemaet er udfyldt, skal det fremsendes på mail til Visitationsforum: saerligepladser.visitation@rn.dk
    Husk at skemaet skal sendes fra en sikker mail.

    OBS. Fra den 1. april 2019 kan også regionsrådet i borgerens bopælsregion igangsætte en visitationsproces ved at sende en anmodning til Visitationsforum.

  2. Vurdering i Visitationsforum
    Visitationsforum tager stilling til, om borgeren opfylder visitationskriterierne og dermed tilhører målgruppen for de særlige pladser.
    Visitationsforum sender herefter en indstilling til kommunen.
  3. Afgørelse i kommunen
    På baggrund af indstillingen fra Visitationsforum skal kommunen træffe afgørelse om, hvorvidt borgeren kan få et ophold på en af de særlige pladser, (det indebærer, at kommunen accepterer de betingelser, der er vedrørende finansiering mv.).

    Det er også handlekommunen, der skal træffe afgørelsen i de tilfælde, hvor det er regionsrådet, der har iværksat processen ved at sende en anmodning til Visitationsforum.

Generel model for visitation til de særlige pladser

Lovbestemte tidsfrister

  • Visitationsforum behandler sagen hurtigst muligt og senest inden for 14 dage. (Der afholdes ugentlige møder i Visitationsforum).
  • Kommunen eller regionen kan anmode om, at en sag behandles som en hastesag. Så behandler Visitationsforum sagen inden for 7 dage.
  • Når Visitationsforum sender en indstilling til kommunen, skal kommunen træffe afgørelse inden for 7 dage.

Visitationsforum med faste og skiftende repræsentanter

Visitationsforum er sammensat, så både kommuner og den regionale psykiatri er repræsenteret.

Der er 3 faste repræsentanter:

  • Socialfaglig konsulent, som er udpeget af kommunerne i Region Nordjylland
  • Speciallæge i psykiatri fra Psykiatrien i Region Nordjylland
  • Repræsentant fra afdelingen med de særlige pladser.

Der er udpeget én eller flere suppleanter fra hver enhed. De deltager, hvis førsterepræsentanten er forhindret.

Ud over de faste repræsentanter er der skiftende repræsentanter med til møderne. De deltager ad hoc, når konkrete sager, de er involveret i, behandles.

Skiftende repræsentanter:

  • Medarbejder fra borgerens handlekommune
  • Eventuel tilsynsførende fra Kriminalforsorgen (ved retslige patienter med tilsyn fra Kif).