Jamen, det ER sindssygt spændende
At være psykiater er ikke én ting. Det er meget bredt – også selvom det kun er 2 specialer; nemlig Voksen og Børne- og Ungdomspsykiatri. Der er mange forskellige psykiatriske sygdomsgrupper og diagnoser, og derudover er der forskel på sværhedsgrader, og om en bestemt diagnose stilles på et barn, en voksen eller en ældre patient. Sygdommen farves af menneskets historie og aktuelle situation. Derfor hedder det ikke én diagnose – én behandling, men en behandling tilrettelagt ud fra den enkelte patients diagnose og vedkommendes livskontekst.
Et sammenhængende sundhedsvæsen
- I Psykiatrien arbejder vi med vores patienter med et blik på helheden. Vi bliver ofte en enorm vigtig faktor i patienternes liv, og det skal vi være ydmyge overfor. Vi skal bruge vores faglighed hos hver enkelt patient og gennemskue, hvordan netop den her patient med det her livsforløb får den bedste behandling og støtte, siger Tina.
- I Psykiatrien skal vi skabe sammenhæng mellem den behandling, vi kan tilbyde, den behandling patienterne kan få i somatikken og hjælpen de kan få i kommunen og andre steder. Helheden i patientens forløb er helt central. Derfor er det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde utrolig vigtig, og vi skal hele tiden arbejde for at udbygge det til fordel for patienterne. Vi skal være sikre på, hvem der løser hvilke opgaver i det sammenhængende sundhedsvæsen, så ingen falder ned mellem flere stole, siger Tina.
Faglighed og forskning
- Som læge i Psykiatrien indgår du i et team omkring og med patienten og deres pårørende, hvor vi med hver vores faglighed arbejder ud fra en fælles forståelse for målet med behandlingen, så læger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, socialrådgivere, diætister og social- og sundhedsassistenter arbejder mod det fælles mål, og med den støtte og behandling, der er afpasset efter patientens behov og formåen, siger Tina.
- Vi lægger stor vægt på lægefagligheden og det helhedsorienterede perspektiv, der både indeholder det naturvidenskabelige og det humanistiske aspekt. For os er det vigtigt, at vores læger har mulighed for at dygtiggøre sig og forhåbentligt i tiltagende grad kunne kombinere arbejdet i klinikken med forskning inden for det område, de synes, er interessant. Det er vigtigt, at vi hele tiden indtænker forskning på et højt niveau, siger Tina.
Se mere om den psykiatriske forskning
10 års planen skal fremme Psykiatrien
- Psykiatrien har i en årrække været nedprioriteret nationalt set. Derfor har vi også haft svært ved at fortælle alt det gode, vi gør for vores patienter. Jeg er rigtig glad for temaerne i den 10 års plan, Sundhedsministeriet har udgivet. Det er en god hensigtserklæring og sætter fokus på nogle helt centrale punkter, vi skal have styr på blandt andet i forhold til lighed i sundhed, afstigmatisering, den mentale sundhed for børn og unge, overdødelighed for psykiatriske patienter og mere forebyggelse, siger Tina.
- Jeg glæder mig til, at vi nationalt set får større fokus på vores fag, så vi får endnu bedre mulighed for at hjælpe de mange borgere, der på et eller andet tidspunkt i deres liv får brug for vores hjælp. Vi skal have konkretiseret 10 års planen og udarbejdet nationale retningslinjer og handleplaner. Og her får vi brug for alle gode kræfter, ikke mindst de lægefaglige, siger Tina.
Opdateret