Fysioterapeut i Psykiatrien

Fysioterapeuter i psykiatrien spiller en central rolle i at varetage udredning og behandling af kropslige problemstillinger, som knytter sig til sindslidelse.

Fysioterapeutens rolle

Fysioterapeuter i psykiatrien indgår i patientforløb som del af et tværfagligt team. Der er aktuelt 11 fysioterapeuter i psykiatrien, som dækker forskellige områder bestående af sengeafsnit og ambulatorier på psykiatriens matrikler i Aalborg, Brønderslev, Thisted og Frederikshavn. Gruppen af fysioterapeuter er decentraliserede med reference til forskellige ledende oversygeplejersker.

Fysioterapeutens opgaver

Fysioterapeuterne i psykiatrien arbejder ud fra en kropsfænomenologisk forståelse af, at kroppen er bærer af livshistorien og dermed udtryksfelt for følelser og oplevelser, aktuelle situation og det levede liv. I psykiatrien undersøger og behandler vi det kropslige udtryk for sindslidelsen, fx anspændthed, smerter, svigtende kropsfornemmelse.

Fysioterapeutisk undersøgelse går altid forud for fysioterapeutisk behandling. Us. kan desuden bidrage til udredning og diagnosticering, ligesom det kan være grundlag for udarbejdelse af GOP.

Fysioterapeutisk behandling kan foregå individuelt eller i gruppe.

Fysioterapeutisk intervention drøftes på tværfaglige behandlingsmøder og konferencer og dokumenteres i regionens elektroniske journalsystem Nord EPJ.

Tværfagligt samarbejde og faglig udvikling

Fysioterapi skal bidrage ind i patientforløbene, og fysioterapeutisk udredning og behandling foregår altid i et tværfagligt samarbejde.

Som nyansat vil du tage del i tværfaglig introduktion til psykiatrien. Du vil desuden få en monofaglig introduktion til og oplæring i fysioterapi i psykiatri.

På tværs af områderne har udviklingsansvarlig fysioterapeut til opgave at sætte retning for fysioterapi i psykiatrien samt sikre den faglige udvikling og kvalitet i fysioterapi. Dette sker bl.a. ved månedlige møder samt faglige dage 4 gange årligt, ligesom der er mulighed for individuel sparring og vejledning. Den faglige udvikling skal ske i samarbejde med ledelsen i de respektive områder.

Opdateret