Praktikophold for studerende

Praktikophold for studerende

I UCN’s praktikportal kan du finde en mere detaljeret beskrivelse af praktikophold i Psykiatrien i RN.

Ergoterapeuter i Psykiatrien:

Du kan i fanen ”Ergoterapeut i Psykiatrien” læse mere om, hvor mange ergoterapeuter der er, samt hvor de arbejder.

Praktikpladser i psykiatrien:

Du kan komme i praktik med primær tilknytning til Almenpsykiatrisk afdeling Nord (N1, på matriklen i Brønderslev) og Almenpsykiatrisk afdeling Syd (S1, på matriklen i Aalborg), hvor vores kliniske undervisere har deres daglige arbejde. Alt efter praktikkens længde, placering og opgaver i afsnittene, kan du også komme til at følges med andre ergoterapeuter, i andre afdelinger og afsnit (fx, S10, retspsykiatrien).

Typiske patienter, problemstillinger, forløb, metoder, du vil møde under praktikken:

Under praktikken kan du opleve både udrednings- og behandlingsforløb. På de afsnit vores kliniske undervisere har deres daglige gang, er der primært tale om patienter med psykoselidelser og i mange tilfælde også skadelig brug af rusmidler (dobbelt-diagnose), samt retslige foranstaltninger (dom til behandling).

Du kan, hvis du følges med andre ergoterapeuter, også komme til at møde patienter med andre problemstillinger, såsom spiseforstyrrelser, depression, bipolar lidelse mv.

Vi møder ofte patienter med meget lav funktionsevne og svære hverdagsudfordringer, og som har behov for støtte og rehabiliterende indsatser under og efter deres indlæggelse.

Opgaver som ergoterapeut:

Du kan i fanen ”Ergoterapeut i psykiatrien” læse mere om ergoterapeuternes primære opgaver i psykiatrien.

Dokumentation:

Vi skriver vores journalnotater i NordEPJ. Du vil blive introduceret hertil, og din kliniske underviser vil godkende dine journalnotater inden de journaliseres.

Tilrettelæggelse af praktikken:

Praktikken er delt i en undervisnings- og en praksis del suppleret af ugentlig skemalagt vejledning, samt ad hoc vejledning.  Undervisningen er tilrettelagt med udgangspunkt i den gældende semester-beskrivelse, samt den studerendes individuelle studieplan.

Forventningssamtale, midtvejsevaluering og slutevaluering indgår som faste planlagte aktiviteter.

Under praktikken fremmes din kliniske ræsonnering gennem procesbeskrivelser, beskrive mindst et patientforløb ifølge OTIPM, skrive logbog, dokumentere ergoterapeutisk praksis, deltagelse på koordineringsmøder, formidling af egne observationer til relevante samarbejdspartnere.

Pædagogiske og didaktiske metoder samt undervisningsfaciliteter:

Den overordnede filosofi hos os er, at der ikke eksisterer en facitliste.

De studerende opfordres/udfordres, under hensyntagende til, hvilket semester der er tale om.

De studerende kan anvende fælleskontorer på lige fod med personale, og kan anvende de computere der er tilknyttet afsnittet, ifm. arbejde i de interne systemer.

Studerende skal medbringe egen computer med ift. opgaveskrivning, logbog mv. 

 

Opdateret