Gruppen er tænkt som en støtte til den enkeltes proces med at identificere egne ADHD-symptomer og en mulighed for at reflektere over, hvordan symptomerne har haft indflydelse på din forståelse af dig selv med ADHD.
Forløbet har hverdagslivet som omdrejningspunkt og foregår gennem fælles undervisning, dialog og refleksion.
Vi kommer ind på disse emner:
- relationer til andre mennesker
- struktur og planlægning
- tidsstyring
- kalendertræning
- emotions-regulering
- selvbeskyttelse
- mulighed for støtte fra det offentlige system
- fordele, der kunne være ved at have ADHD.
Du kan arbejde med at blive klogere på teknikker og strategier, som du kan benytte til at mestre din tilværelse og øge din tilfredshed med livet.
I en gruppeproces er det ofte lærerigt at lytte til andres fortællinger. Her vil du måske opdage, at andres problemer kan ligne dem, du selv har. Dette kan medvirke til at ændre oplevelsen af at være anderledes og alene med problemerne.
Det kan opleves som en lettelse, at der er andre end en selv, der forstår, hvordan man har det. Du kan blive set og hørt af de andre gruppemedlemmer – og måske blive valideret i, at dine følelser og reaktionsmåder er forståelige. Menneskelige udviklingsprocesser forstærkes ofte i grupper.