Et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Psykiatrien i Region Nordjylland
Musikterapi har siden 1994 eksisteret som en integreret institution under Aalborg Universitet og Psykiatrien i Region Nordjylland. Formålet med samarbejdet er at give patienterne i Psykiatrien et tilbud om musikterapeutisk behandling, og samtidig at give musikterapeuterne mulighed for at udøve deres forskning integreret i et klinisk miljø.
Musik og samtale som behandlingsform
Musikterapi anvender musik og samtale som behandlingsform. Musikterapienheden (musikterapiklinikken og de kliniske musikterapeuter) tilbyder overordnet to former for musikterapi: aktiv og receptiv musikterapi.
- I aktiv musikterapi er patienten i dialog med terapeuten og udtrykker sig selv via improvisation/sammenspil på instrumenter og med stemmen. I musikken opstår oplevelser og indtryk, som dels kan have kropslig og/eller emotionel karakter for patienten? Og der foregår også en kontakt og kommunikation i musikken, som etablerer rammen for en relation.
- I receptiv musikterapi er fokus på forskellige former for guidet musiklytning, der anvendes som afsæt for indsigt, forståelse og refleksion over egen proces. At lytte til musik kan virke beroligende og kan skabe kontakt til indre billeder og følelser, og disse oplevelser kan danne udgangspunkt for terapeutisk samtale og refleksion.
Aktiv og receptiv musikterapi kan, efter behov, tilbydes både individuelt og i gruppeform. Valg af musikterapimetode tilpasses til den enkelte patients/gruppes behov.
Psykoterapeutiske mål med musikterapien
Når en patient henvises til musikterapi, udarbejdes en målsætning for behandlingsforløbet efter et kort prøveforløb på 1-3 sessioner. Målsætningen tager udgangspunkt i den enkelte patients behov, aktuelle situation og livshistorie. Eksempler på mål kan være:
- at udvikle en større selvindsigt og selvaccept
- at udvikle eller opleve støtte til en øget selvoplevelse og selvtillid
- at opnå en større integration mellem følelser og tanker
- at opnå en friere kontakt og kommunikation med omverdenen
- øget livskvalitet og mestring.
Musikterapi er en selvstændig behandlingsform, som ofte er den primære terapeutiske indsats, idet der dog tilstræbes en synergi mellem musikterapibehandlingen og den øvrige behandling og rehabilitering.
Hvilke patienter kan få udbytte af musikterapi?
Både erfaring og forskning har vist, at musikterapi er velegnet til behandling af:
- depression
- angst
- skizofreni
- personlighedsforstyrrelser
- PTSD
- spiseforstyrrelser.
Fx har musikterapi effekt hos:
- patienter med kontaktforstyrrelser
- patienter, der har svært ved at sætte ord på følelser, fornemmelser og indre oplevelser
- patienter med koncentrationsproblemer og problemer med at være til stede
- patienter med svagt udviklet jeg-identitet
- patienter med et overudviklet intellektuelt psykisk forsvar
- patienter med traumer.
Henvisning til Musikterapienheden
Det er den behandlingsansvarlige overlæge fra det henvisende afsnit/ambulatorium, der i samarbejde med musikterapeuten vurderer og igangsætter musikterapi, når det skønnes at være relevant for patienten. Lægen og musikterapeuten udarbejder altid en faglig begrundelse for henvisningen, så behandlingsmålene defineres. Ligeledes dokumenteres behandlingen og udbyttet af terapien løbende i patientens journal.