Gode råd til dig, der har oplevet en voldsom hændelse, og dine pårørende

Du har været udsat for en alvorlig hændelse. Det kan helt naturligt medføre nogle psykiske reaktioner. På disse sider får du nogle gode råd om, hvad du kan gøre i de første timer og dage, hvis du kan mærke, at du er ved at blive overvældet af ubehag, følelser og tanker om det, der er sket.

Du får også information om mulige reaktioner, der kan vise sig på lidt længere sigt – og hvad du kan gøre, hvis du oplever nogle af dem. Pårørende, der er tæt på dig, kan også have det svært efter det, der sket, og de kan være i tvivl om, hvad de skal gøre. På side 5 og 6 er der nogle gode råd særligt henvendt til dem.

Vær opmærksom på, hvordan du reagerer

Mennesker reagerer forskelligt på alvorlige hændelser. Nogle rammes af en voldsom reaktion med det samme, og hos andre er reaktionen mindre – eller den kommer først efter et stykke tid.

Vær opmærksom på, hvordan du har det. Stå ved de reaktioner, der melder sig – og søg hjælp, hvis du får brug for det. Se, hvor du kan henvende dig, bagerst i pjecen.

Gode råd i de første 6 timer efter hændelsen

  • Gør noget, der kan berolige dig.
  • Undgå at sove.
  • Vent med at fortælle i detaljer om det, du har oplevet.
  • Undgå at være alene.
  • Overlad det til andre at følge op på præcis, hvad der er sket.

De 5 råd uddybes og forklares i de følgende afsnit.