Her finder du informationer om, hvordan du forbereder dig til din indlæggelse i Sengeafsnit N3.
Mød forberedt op
Du bliver modtaget af en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent og får information om, hvad der kommer til at ske i de første timer.
Du bliver tildelt en sengestue og får hjælp til det praktiske. Alle vores patienter indlægges på ene- eller tosengsstuer.
Du får et identifikationsarmbånd på, som indeholder dit navn og cpr-nummer. Armbåndet er en vigtig del af patientsikkerheden, og du skal beholde det på under hele din indlæggelse.
Du må gerne have en pårørende med. Det kan være rart at være to om at lytte og stille spørgsmål, når du skal indlægges. Pårørende er også meget velkomne til at deltage i samtaler i dit forløb. Samtalerne aftales typisk på forhånd. Pårørende er også velkomne til at kontakte afsnittet, hvis de ønsker en samtale.
Ønsker du ikke at inddrage dine pårørende i din behandling, må dine pårørende gerne henvende sig til personalet i afsnittet for få rådgivning på et generelt niveau.
Vi har brug for at vide, hvilken medicin du får. Tag selv din medicin med eller få en pårørende til at hjælpe dig. Fortæl os, hvis du plejer at få dosispakket medicin. Vi sørger for at opbevare din medicin under indlæggelsen.
Som regel har vi kun adgang til den medicin, der knytter sig til den behandling, du får hos os. Derfor er det vigtigt, at du selv medbringer anden medicin.
Du har typisk dit eget tøj på, mens du er indlagt. Vi anbefaler, at du medbringer behageligt tøj og praktiske sko, både til indendørs og udendørs brug.
Tag dine egne toiletartikler med - eller få en pårørende til at hjælpe med det.
Du har mulighed for at vaske tøj i afsnittet. Du skal selv medbringe vaskepulver eller få en pårørende til at hjælpe dig.
Vær opmærksom på, at vi ikke erstatter tøj, der er gået i stykker eller blevet væk i forbindelse med vask.
Bruger du hjælpemidler i det daglige, skal du tage dem med på hospitalet. Vi har som udgangspunkt ikke adgang til alle former for hjælpemidler.
Pas godt på dine ejendele såsom mobiltelefon, overtøj, tasker og penge, mens du er på hospitalet. Tag ikke dyre smykker eller større pengebeløb med - eller send dem med dine pårørende hjem.
Der kan være ejendele, du ikke selv må opbevare. Det kan være ting som knive, sakse eller andet, der kan være til fare for dig selv eller andre. Vi kan opbevare tingene for dig, mens du er indlagt.