Fremskudt Åbent Hus afholdes i hver enkelt nordjysk kommune og er et tilbud om psykiatrifaglig sparring på konkrete sager til kommunale medarbejdere og alment praktiserende læger.
Ved Fremskudt Åbent Hus møder 1-2 medarbejdere fra TUT op på et tværfagligt forum for professionelle i kommunen – eventuelt med deltagelse af almen praksis (samrådsmodel) – og giver psykiatrifaglig sparring på konkrete sager i forhold til fx vurdering af grad og art af psykiske vanskeligheder, hensigtsmæssige indsatser og tværsektoriel koordinering. Formålet med aktiviteten er at understøtte tværsektoriel videndeling og koordinering på organisatorisk plan.
Møderne rammesættes af kommunerne og forsøges tilpasset efter den enkelte kommunes behov i forhold til varighed, hyppighed og deltagerkreds. Kommunen sætter selv sager på dagsordenen og varetager mødeledelsen samt præsentation af de enkelte cases i forhold til sagshistorik og præcisering af, hvad der ønskes sparring på.
Der afsættes ca. 30-45 min. pr. case. TUT skal modtage dagsorden senest en uge forud for mødet, ligesom TUT også gerne modtager en kort præsentation af casen (max 1 side). Er der tale om en case, hvor barnet eller den unge tidligere har været henvist til psykiatrien, er præsentation af casen forud for mødet et krav, så TUT kan orientere sig i sagen i psykiatrien. I disse tilfælde er det vigtigt, at samtykkeerklæringen er vedlagt dagsordenen og fremsendt på forhånd således, at TUT kan forberede sagen. Det er vigtigt, at sagerne ikke fremgår på dagsordenen med navn/cpr-nummer eller andre personhenførbare oplysninger, men fx med tal, som også angives som reference på det relevante sagsmateriale.
Der må ikke fremgå personfølsomme oplysninger af det materiale, der fremsendes til TUT, eller af de konkrete drøftelser på mødet, medmindre kommunen har indhentet skriftligt samtykke på vegne af TUT til, at TUT må få indsigt i personoplysninger, herunder orientere sig i en eventuel sag i psykiatrien. Fremsend samtykkeerklæring sammen med sagsmaterialet.
For yderligere information omkring fremskudt åbent hus i din kommune bedes du kontakte din kommunes tovholder.
Kontaktinfo på den pågældende tovholder fremgår af bilag nedenfor.