Dødelighed hos patienter med skizofreni kan nedsættes
Pirathiv Kugathasan har fået en anerkendelse ud over det sædvanlige. Den 28-årige Ph.d-studerende er blevet tildelt en fornem forskerpris af sine europæiske forskningskollegaer. Pirathiv har påvist, at dødeligheden hos patienter med skizofreni, der har haft en blodprop i hjertet, kan nedsættes. En konklusion som kan få afgørende betydning for visse psykiatriske patienter i fremtiden.
- Hvis man efter blodproppen intensivt behandler denne gruppe af patienter med forebyggende hjertemedicin, så kan man nedbringe dødeligheden ganske betragteligt for mange patienter, konkluderer Pirathiv Kugathasan.
Og det er altså den konklusion, der har givet ham prisen fra European Psychiatric Association (EPA), der er en sammenslutning af forskere inden for psykiatrien. Prisen er givet for hans artikel om forskningen, der blev bragt i det anerkendte amerikanske tidsskrift JAMA Psychiatry i efteråret 2018.
- Det er en meget stor ære at modtage sådan en pris. Det giver jo en lyst til at fortsætte med at forske, når man kan se, at det i sidste ende kan hjælpe nogle i forvejen udsatte patientgrupper, siger Pirathiv Kugathasan.
Ved overrækkelsen, der fandt sted i den polske hovedstad Warszawa, takkede Pirathiv Kugathasan også sine medforfattere heriblandt overlæge og lektor René Ernst Nielsen, der arbejder samme sted som Pirathiv Kugathasan i den nordjyske psykiatri. René Ernst Nielsen er også hovedvejleder for den Ph.d-studerende og overlægen er begejstret for, at prisen er tilfaldet netop denne unge forsker.
- Det er et stort cadeau til Pirathiv, og jeg håber, at prisen opleves som et rygstød, der kan være med til at skubbe unge forskere endnu længere frem. Det er på alle måder vigtig viden som Pirathiv tilvejebringer med hans forskning. Jo mere vi ved om psykiatriske sygdomme og årsagssammenhænge generelt, jo bedre kan vi behandle fremover, siger René Ernst Nielsen.
Patienter med skizofreni lever kortere tid
Skizofreni er en svær psykisk lidelse, som rammer cirka 1 procent af den danske befolkning. Den gennemsnitlige levetid for patienter med skizofreni er 20 år kortere end for den generelle befolkning. Den tidlige død skyldes primært fysiske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, kræft og luftvejssygdomme.
Indtil nu har ingen undersøgt effekten af, om effektiv behandling med hjertemedicin kan reducere denne høje dødelighedsrate.
- Det er ikke ny viden, at den høje dødelighed findes. Men det er ny viden, at vi i så høj grad kan være med til at nedbringe overdødeligheden, hvis vi sørger for at lave de rette behandlingsforløb for de her patienter, siger Pirathiv Kugathasan.
Ved at anvende de danske sundhedsregistre kunne man undersøge langtidsoverlevelse for de omkring 105.000 danskere, der i løbet af en 20-årig periode fik en blodprop i hjertet. De personer, som ikke efterfølgende tog forebyggende hjertemedicin, havde en større risiko for at dø – og var de samtidig diagnosticeret med skizofreni, så var risikoen næsten tredoblet.
Forskningen viser, at når patienter med en skizofrenidiagnose får en blodprop i hjertet, er der hele otte procent, der efterfølgende ikke henter deres forebyggende hjertemedicin. Blandt psykisk raske personer er det tal på tre procent.
- Vi har kunnet afdække, hvordan folk med skizofreni oftere undlader at tage den medicin, som bliver udskrevet til dem. Så det er grunden til, at det vil give mening at kigge på hvordan det her problem skal løses, siger Pirathiv Kugathasan.
På baggrund af forskningen har Pirathiv Kugathasan altså nu modtaget anerkendelse af sine europæiske kollegaer. Prisen uddeles årligt og gives til de forskere, der udgiver den bedste forskningsartikel inden for forskellige psykiatriske forskningsområder. Med prisen følger en kontant anerkendelse på 2000 Euro.