Opkald til pårørende skaber tryghed
Hallo! Her går det godt.
Sådan vil det forhåbentligt ofte lyde, når en fast kontaktperson fra Psykiatrien fremover ringer til de pårørende til unge patienter, der er blevet indlagt med psykose. Samtidig er ”Hallo! Her går det godt” også navnet på det projekt, som Psykiatrien i Region Nordjylland har været i gang med siden årsskiftet – og som nu har kastet en prisnominering af sig.
- Ideen er jo egentlig ganske simpel i sin grundform. Det handler om at være konsekvent med en fast kontaktperson hos Psykiatrien, som så løbende har kontakt til nogle af de pårørende til vores patienter. Målet er, at holde de pårørende opdaterede om hvordan patienten har det og samtidig styrke dem i at håndtere rollen som pårørende uden selv at blive syge, siger Malene Terp fra Psykiatriens Enhed for Samskabelse.
Initiativet er udrullet på en bestemt afdeling på Aalborg Universitetshospital, S2, hvor der er plads til 18 unge mellem 18 og 30 år.
På afdelingen fortæller social- og sundhedsassistent Helene Christina Nielsen, at de pårørende selv er med til definere hvilke emner, der er vigtige at få fokus på i løbet af samtalerne – det giver dem nemlig et fast og forudsigeligt rum, hvor de kan tale, om det der er svært.
- Man ved, at det er rigtig vigtigt for et godt indlæggelsesforløb, at de pårørende er involverede og støttende. Vi har oplevet, at mange unge er lettede over, at vi fører samtaler med eksempelvis forældrene, da de mange spørgsmål, som de ellers ville have stillet den unge, bliver oplevet som et ekstra pres for patienten, siger Helene Christina Nielsen.
Samtidig kan samtalerne med de pårørende give vigtig information og baggrundsviden om patienten, som det sundhedsfaglige personale kan bruge i behandlingen af de unge patienter.
På patientens præmisser – men støtte er vigtigt
Den unge indlagte patient har selv kontrol over, hvem den pårørende skal være. Hvis patienten ikke ønsker, at der skal involveres pårørende, så tilbyder Psykiatrien alligevel den ugentlige samtale – men kun som støtte til de pårørende og uden drøftelser og informationer om den unge. På den måde sikrer man sig også, at det ikke kun er ressourcestærke pårørende, der selv magter at tage telefonisk kontakt, der får mulighed for samtalen.
En af grundene til, at det nordjyske projekt er blevet valgt, er, at det er blevet udviklet i en samskabende proces mellem de ansatte og de pårørende.
- Initiativet bygger på en proaktiv handlen fra sygeplejerskegruppen, hvor pårørende ringes op én gang ugentlig i hele indlæggelsestiden. Initiativet er testet, og der finder en løbende evaluering sted, ligesom effekten måles løbende. En af effekterne er, at pårørende oplever det positivt, at de opdateres om den unges situation og her har mulighed for at ventilere egne bekymringer og følelser, lyder det blandt andet i indstillingen fra bedømmelseskomitéen.
Det er repræsentanter fra Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, SIND, Danske Patienter, FOA, KL og regionerne, der har udvalgt de i alt fem initiativer, som nu er nomineret til ’Årets borgerinddragende initiativ”. Prisen bliver uddelt for fjerde gang, og dette års vindere bliver offentliggjort den 11. april. Region Nordjylland har to gange tidligere vundet prisen fra Danske Regioner. Det skete i både 2016 og i 2018.
Vinderen af prisen får 10.000 kroner, der skal bruges til udsmykning eller lignende, som kan forbedre de fysiske rammer for patienterne på vinderens afdeling.