Ny ledende overlæge i Retspsykiatrien

Sundhed, Sygehuse og Psykiatri

Malene Marie Lange er ansat som ny ledende overlæge i Retspsykiatrien i Region Nordjylland fra 1. juli.

Stærke samarbejdsevner

Psykiatrien i Region Nordjylland har ansat Malene Marie Lange som ny ledende overlæge i Retspsykiatrien. Hun tiltræder stillingen med virkning fra 1. juli. 45-årige Malene kommer fra en stilling som funktionsledende overlæge indenfor retspsykiatrien i Region Midtjylland og afløser Bjarne Ivan Christensen, der ønsker mere tid til det kliniske arbejde.  

- Med Malene får vi en ledende overlæge, som lægger vægt på at sikre et godt samarbejde og som samtidig har erfaring med en af de opgaver, der kommer til at fylde meget i den kommende tid – nemlig flytningen til Nyt Aalborg Universitetshospital, siger Klinikchef i Klinik Syd, Maj Skårhøj.

Malene blev uddannet læge fra Aarhus Universitet i 2006 og speciallæge i psykiatri i 2016, og har siden 2011 arbejdet i Psykiatrien i Region Midtjylland. Privat bor hun alene med sine 3 børn på 12, 14 og 17 lidt udenfor Aarhus.

Ambitioner og faglig ballast

- Jeg har i hele mit lægeliv været optaget af organisation og ledelse, og jeg elsker mit arbejde i retspsykiatrien, så det har været naturligt at følge ledelsesvejen indenfor dette subspeciale. Jeg har en ambition om at være en dygtig leder med sans for det kliniske arbejde, fordi jeg tror, at det giver de bedste faglige resultater og vil komme patienterne til gode.

Som ledende overlæge får hun det lægefaglige ansvar for hele retspsykiatrien samtidig med, at hun bliver leder af Retspsykiatrisk Ambulatorium. Ligeledes får hun en afgørende rolle i forhold til at sikre gode arbejdsgange og tæt samarbejde mellem de mange samarbejdspartnere.

- Det bliver helt sikkert udfordrende, men jeg ser frem til at tage væsentlig del i den fortsatte udvikling af funktionen og blive en del af Psykiatrien i Region Nordjylland, som jeg har hørt meget godt om i forhold til det tværfaglige arbejde. Det tiltaler mig meget, supplerer hun.

Fra den anden side af bordet er der også begejstring.

- Jeg glæder mig over, at vi med Malene får en ledende overlæge, der har lyst til at lede et komplekst og fagligt udfordrende område, og som kommer med en solid faglig ballast, siger lægefaglig direktør Tina Gram Larsen.

Opdateret