”Bedst for Os” forskningsprojektet bliver styrket med programdirektør
Psykiatridirektør bliver programdirektør
Psykiatrien i Region Nordjylland modtog i september 2024 en historisk stor bevilling på ca. 180 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond til et 5-årigt projekt – ”Bedst for Os”. Projektet skal sikre mere, bedre og hurtigere behandling til børn og unge med behandlingskrævende psykisk mistrivsel og psykisk sygdom.
- For at holde solidt og kontinuerligt fokus på ”Bedst for Os” og de meget vigtige resultater, som skal komme ud af projektet, dedikerer vi nuværende psykiatridirektør Jan Mainz’ tid og kræfter fuldt ud til programledelsen af projektet, siger regionsdirektør Jakob Krogh.
Jan Mainz vil have titel af programdirektør og professor og kommer fra 1. august til at referere til Psykiatriens ledelse.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne fokusere fuldt ud på at være programdirektør på ”Bedst for Os” og fortsat lede dette projekt, som vi arbejder med at udvide yderligere med konkrete indsatser, der inddrager civilsamfundet mere og med indsatser, der inddrager uddannelses- og beskæftigelsesområdet, siger Jan Mainz.
Ud over ”Bedst for Os” vil Jan Mainz også bruge kræfter på EU-projektet HealthintelAct og spille en rolle i at konstruere det nye nationale center for sundhedstjenesteforskning.
Hospitalsdirektør rykker ind i psykiatriledelsen
Aalborg Universitetshospitals hospitalsdirektør, Lars Dahl Pedersen, træder midlertidigt fra 1. august og frem til 1. januar 2026 ind i Psykiatriledelsen. Fra 1. januar 2026 er der i forvejen aftalt en ledelsesmæssig integration mellem Psykiatrien og Aalborg Universitetshospital.
- Jeg kommer til at tage hul på at arbejde med psykiatriområdet lidt på forskud, og det glæder jeg mig til. Det giver et forspring, og vi vil i Psykiatriledelsen arbejde med den afsluttende forberedelse af integrationen af psykiatri og somatik, udflytningen til Hospitalsbyen, og den helt nødvendige genopretning og udvikling af Børne- og Ungdomspsykiatrien samtidig med den almindelige drift og udvikling af Psykiatriens øvrige opgaver, siger Lars Dahl Pedersen.
Lars Dahl Pedersen kommer til at varetage sin nye rolle i Psykiatriledelsen parallelt med sin permanente rolle som hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital. Psykiatriledelsen udgøres fra 1. august af Lars Dahl Pedersen og lægefaglig direktør Tina Gram Larsen.
Nuværende sygeplejefaglig direktør Rikke Petersen Ravn har fået nyt job pr. 1. august 2025, og den nye Psykiatriledelse forventer derfor at se på, hvordan ledelsen af Psykiatrien yderligere styrkes og robustgøres frem mod integrationen træder i kraft ved årsskiftet.
Kontaktpersoner
Jakob Krogh
Regionsdirektør, Region Nordjylland
Mobil: 21 67 93 00 | jakob.krogh@rn.dk
Jan Mainz
Psykiatridirektør og kommende programdirektør for ”Bedst for Os”
Mobil: 25 57 90 33 | jan.mainz@rn.dk
Lars Dahl Pedersen
Hospitalsdirektør, Aalborg Universitetshospital
Mobil: 40 31 32 30 | lars.dahl@rn.dk
Kontakt
Udgivet af
Carsten Randers
Regionssekretariat
Pressekonsulent
Telefon
29 26 02 81