F-ACT-behandling – sammen med dig
-
-
Velkommen til F-ACT, Psykiatrisk Ambulatorium Midtvendsyssel.
F-ACT er et underligt ord, og vi har heller ikke selv fundet på det. Når vi alligevel bruger det, skyldes det, at vores behandlingstilbud til dig følger nogle principper, man også bruger mange andre steder i verden.
Disse principper er kendt som Flexible-Assertive Community Treatment (= F-ACT).
Kort sagt indebærer vores F-ACT-tilbud:
Behandling, som understøtter recovery
Recovery betyder at komme sig eller få det bedre, og netop det, er fokus for F-ACT-tilbuddet. Det giver ofte mening at beskrive recovery som en personlig rejse. Dine personlige ønsker, mål og styrker er drivkraften på den rejse, og vores opgave er at hjælpe dig under rejsen. Drømmer du eksempelvis om at indgå i aktiviteter i det område, du bor i, at få nye interesser eller at få genoptaget nogle gamle interesser og at blive en del af et socialt netværk, så støtter vi dig i at finde den vej, der er den rette for dig og går vejen sammen med dig – for ingen kommer sig alene.
Bredt sammensat personalegruppe
Til at hjælpe dig er vi en bredt sammensat personalegruppe, der består af både medarbejdere med patientbaggrund (peermedarbejdere), læger, sygeplejersker, socialrådgivere, psykologer og social- og sundhedsassistenter.
Ofte er nogle af de mest centrale hjælpere på en recovery-rejse at finde i ens netværk. Derfor arbejder vi tæt sammen med din familie, dine venner, kommunale medarbejdere, din egen læge med mere, hvis du ønsker det.
Behandling, der er fleksibel og tilpasset din situation
At behandlingen er fleksibel betyder, at vi kan skrue op og ned for den, alt efter hvad vi sammen vurderer, dit behov er. Det er forskelligt, hvornår hvilke medarbejdere er relevante i ens liv. Derfor kan vi til enhver tid tilpasse samarbejdet efter, hvad vi sammen vurderer, du har brug for.
I praksis betyder det, at du i perioder, hvor du har det godt, har en kontaktperson og en læge, som du samarbejder med. Hvis du får det værre, fx fordi du oplever svær belastning, er i livskrise, eller der ændres på din medicin, kan vi intensivere dit tilbud, så du får den mængde hjælpe og støtte, du har behov for. Hvis du bliver indlagt, vil vi holde kontakt med dig. I tiden efter udskrivelsen vil vi typisk mødes eller tale i telefon sammen hyppigere.
Behandlingsforløb, som kan bestå af forskellige elementer, fx
Samtaler med din kontaktperson, fx om strategier til at klare symptomer og bedre din evne til at fungere i hverdagen
Lægesamtale, fx om din medicinske behandling
Forløb ved en peer-medarbejder
Forløb ved psykolog
Pårørendesamtaler
Samtale med socialrådgiver
Undervisning/psykoedukation, blandt andet i gruppe
Stemmehørergruppe
Patientens team.
Forskellige kontaktformer, fx
Hjemmebesøg
Samtaler under gåture
Samtaler i ambulatoriet
Telefonsamtaler
Videosamtaler.
-
Har du brug for at tale med en F-ACT-behandler, kan du kontakte:
Psykiatrisk Ambulatorium Midtvendsyssel, Psykosesøjlen
Tlf. 97 64 39 46
F-ACT-medarbejderne træffes:
Mandag – torsdag 8.00 – 15.00, fredag 8.00 – 14.00
Se vores hjemmeside: https://psykiatri.RN.dk/midtvendsyssel
Har du brug for Psykiatrien uden for F-ACT-åbningstiden, kan du kontakte:
Psykiatrisk Skadestue
Tlf. 97 43 37 00
Se vores hjemmeside: https://psykiatri.RN.dk/Psykaalborg