Opsøgende Psykoseteam Nord
-
-
Opsøgende Psykoseteam er et målrettet tilbud til dig, der har en svær psykisk sygdom, som kræver behandling gennem længere tid. Som patient i teamet får du en fast kontaktperson, som vedvarende støtter og hjælper dig.
I kan mødes ofte og regelmæssigt – enten hjemme hos dig eller hvor du synes, det er bedst at mødes.
Formålet er, at I sammen finder frem til, hvordan din hverdag kan blive bedre. Du får også hjælp og støtte til at klare praktiske problemer og til at komme i gang med forskellige aktiviteter, som betyder noget for dig.
Teamets tilbud til dig er:
- hyppige, regelmæssige og aftalte kontakter
- sammenhængende forløb
- kontaktmulighed døgnet rundt
- støtte til kontakt og/eller vedligeholdelse af kontakt med familie og venner
- støtte i samarbejdet med dem, du i øvrigt har kontakt til, fx hjemmesygeplejerske og bostøtte
- støtte til medicinsk behandling
- mulighed for faste samtaler
- undervisning i din sygdom (psykoedukation)
- hjælp til problemløsning.
Sammenhængende forløb
Opsøgende Psykoseteam Nord er en del af Brønderslev Psykiatriske Sygehus og består af speciallæge, sygeplejersker, psykolog, sundhedsassistent, socialrådgiver og sekretær.
Vi har et tæt samarbejde i teamet, så når din kontaktperson ikke er til rådighed – fx på grund af ferie eller sygdom – er der en kollega, der kan tage over i akutte situationer, så den tætte kontakt til dig opretholdes.
Hvis du i en periode har behov for indlæggelse, mødes din kontaktperson med dig på sygehuset. Kontaktpersonen deltager også i relevante møder og samtaler.
Samarbejde med pårørende
I Opsøgende Psykoseteam lægger vi vægt på at have et godt samarbejde med dine pårørende, hvis du som patient ønsker og accepterer det ved samtykke.
Pårørende er altid velkomne til at henvende sig til teamet, og vi vil altid kunne give dine pårørende generel information om sygdomsforløb, behandling med videre.
-
Patienter, der er tilknyttet Opsøgende Psykoseteam Nord, kan kontakte Psykiatrien alle årets dage, hvis de har brug for hjælp.
Dit opkald besvares enten af teamets sekretær eller af personale fra Sengeafsnit N2.
Efter almindelig arbejdstid på hverdage samt i weekender og på helligdage er det altid personale fra Sengeafsnit N2, der besvarer dit opkald.
Opsøgende Psykoseteam Nord
Tlf. 25 57 90 00