Behandling i Ambulatorium for Sexologi
Ambulatorium for Sexologi tilbyder behandlingsforløb til mennesker, der både har en psykiatrisk lidelse og en seksuel problemstilling.
-
Ambulatorium for Sexologi tilbyder behandlingsforløb til mennesker, der både har en psykiatrisk lidelse og en seksuel problemstilling.
-
Ambulatorium for Sexologi gennemgår henvisninger én gang om ugen. Herefter indkalder vi dig til en forsamtale på cirka 45 minutter.
Formålet med samtalen er at få uddybet din problematik og at lave en forventningsafstemning i forhold til, om et behandlingsforløb i Ambulatorium for Sexologi er det rette tilbud for dig. Hvis vores forventninger stemmer overens med dine, vil du blive tilbudt et behandlingsforløb.
-
Behandlingen består af samtaler af 45 minutters varighed. Afhængig af din problemstilling kan der være samtaler 1 gang om ugen, hver 14. dag eller sjældnere. I behandlingsforløbet vil der være fokus på den seksuelle problematik, men med hensyntagen til din psykiatriske lidelse.
Behandlingen kan bestå af medicinændringer, hjemmeopgaver med fokus på berøring eller kommunikation i parforholdet og udforskning af egen krop. Der vil især være fokus på, at du bliver klogere på intimitet og får tillid i den seksuelle relation.
Det primære formål med behandlingen er at afhjælpe den seksuelle problemstilling, som indvirker på din generelle livskvalitet.
Når du påbegynder behandlingen, er det ikke nødvendigvis ved den person, du har mødt ved forsamtalen, men når behandlingsforløbet er i gang, er det den samme behandler, du møder hver gang.
Behandlingsforløb i Ambulatorium for Sexologi er af meget forskellig varighed, alt afhængig af problemstilling.
Henvisning til Sexologisk Ambulatorium
Du kan blive henvist af:
- din egen læge
- en privatpraktiserende psykiater
- et andet ambulatorium i Psykiatrien
- en anden sygehusafdeling
- et psykiatrisk sengeafsnit.
Personer med problemer med seksualiteten uden en psykiatrisk lidelse henvises til Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital.
Vi tager henvisninger fra Region Nordjylland. Hvis man er bosiddende andre steder i landet, gør vi opmærksom på, at man kan henvises, men at man ikke kan få befordringsgodtgørelse, hvis der er et lignende tilbud i ens egen region.
For at blive henvist til Ambulatorium for Sexologi skal man være stabil i sin psykiatriske lidelse, så der vurderes at være ressourcer til at arbejde med seksualiteten.
I henvisningen skal oplyses:
- navn, personnummer og gerne mobilnummer
- den psykiatriske diagnose samt sygdomsforløbet samt en beskrivelse af den seksuelle problematik
- medicinsk behandling.
Vi sender et brev til den henvisende instans, hvis vi har brug for undersøgelser eller yderligere oplysninger eller undersøgelser.
Eventuel partner skal også henvises
Er man i et fast parforhold, skal begge parter henvises for at kunne indgå i behandlingsforløbet. Vi anbefaler, at begge henvises.
Størstedelen af behandlingsforløbene er med par, men det er muligt at blive henvist uden partner eller som single.
Der opstartes ikke behandlingsforløb, hvis der er aktivt misbrug eller ved vold i relationen.
Seksuel problemstilling
Den seksuelle problemstilling kan for mænds vedkommende fx være rejsnings-besvær, nedsat lyst samt manglende, forsinket eller for tidlig udløsning. For kvinders vedkommende kan problemstillingen være manglende lyst, hæmmet orgasme eller smerter ved samleje. Disse problemstillinger kan være forbundet med psykiske eller organiske årsager, eller de kan skyldes medicinske bivirkninger. Fx kan lysten til det seksuelle være svær at genfinde efter en depression, og kropskontakt kan pludseligt føles helt forkert efter en belastningsreaktion.
Behandling af transseksuelle
Kun Rigshospitalet udreder og behandler transseksuelle, men ved forvirring omkring kønsidentitet og seksuel orientering, eventuelt i kombination med en psykiatrisk lidelse, kan vi tilbyde støttende samtaler.
Seksuelle afvigelser og sexafhængighed
Seksuelle afvigelser, der kan medføre lovovertrædelser, fx pædofili eller zoofili, behandles på Rigshospitalet eller i Region Midtjylland.
Der kan henvises til behandling af sexafhængighed, men kun hvis der er sammenfald med en psykiatrisk lidelse. Hvis man udelukkende har en seksuel afhængighed, henvises til Sexologisk Center.
-
Deltagelse og fremmøde
At gå i terapi kan være en krævende proces. I Ambulatorium for Sexologi har behandlingen fokus på at afhjælpe dit seksuelle problem.
Det betyder, at du skal være et sted i livet, hvor du er i stand til og villig til at fokusere på dine seksuelle problemer og arbejde med disse. Derudover bliver der lagt vægt på hjemmearbejde, som det er vigtigt, at du prioriterer, for at du kan opleve fremgang.
Behandlingen fungerer bedst, når du møder stabilt til de aftalte tider. Hvis du af én eller anden grund er forhindret i at komme, er det vigtigt, at du meddeler dette til behandleren i god tid.
Er du i et fast parforhold, skal din parter også henvises for at kunne indgå i behandlingsforløbet.
Vi anbefaler, at I begge henvises, da seksualiteten opstår i samspillet med partneren og derfor også løses bedst i et samarbejde.
-
Ventetid
I perioder er der ventetid på behandling. Er det tilfældet, bliver du tilbudt at komme på venteliste.
Tavshedspligt
I Ambulatorium for Sexologi arbejder vi under tavshedspligt. Det betyder, at det, der bliver talt om i terapien, ikke fortælles til nogen uden for det terapeutiske rum.
Skærmede journaler
Ambulatorium for Sexologi har skærmede journaler. Det vil sige, at du ikke kan tilgå din journal via www.sundhed.dk. Hvis du ønsker at gøre brug af din ret til aktindsigt, laver vi gerne et udskrift.
Hvis vi anmoder om forskellige statusattester, vil vi altid gennemgå dem med dig.
Ambulatoriets personale
- Anne-Katrine Hansen, autoriseret psykolog og specialist i sexologisk rådgivning, autoriseret fra Nordisk Forening for Klinisk Sexologi (NACS)
- Lea T. Jensen, autoriseret psykolog
- Lucia Pop, psykiater
- Joan Merethe Kristiansen, sekretær
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Ambulatorium for Sexologi
Tlf. 97 64 36 53
Telefonen er lukket mellem 10.00 og 12.00