Gode råd til forældre og søskende til et barn med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse

Det er meget forskelligt, hvordan man oplever det at være søskende til et barn med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, men ofte er det en lidt overset problematik. Det behøver ikke være problematisk, men familien, herunder søskende, ér præget af, at familien har et barn med en sygdom. Hvor meget det præger familien afhænger blandt andet af:

• søskende med den psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelses placering i søskenderækken
• hvornår diagnosen stilles
• om de øvrige søskende har prøvet at have ’tid alene’ med forældrene, eller om de aldrig har kendt andet
• om søskende kan eller forventes at overtage sin bror eller søsters adfærd og opgaver (og dermed måske ’overhaler’ deres søskende)
• om søskende overtager forældrenes bekymringer.

Forskning tyder på, at konfliktniveauet mellem søskende, hvor den ene har en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, er højere end mellem andre søskende. Der er samtidig højere risiko for et højere konfliktniveau mellem forældrene og barnet med sygdom. Dette kan også påvirke forældrenes forhold til deres øvrige børn i negativ retning.

Forskningen viser imidlertid også, at søskende til børn med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse ofte:

• bliver mere ansvarlige
• har et højere niveau af social kompetence (øget tolerance og forståelse for andre)
• er bedre til konfliktløsning.

Ofte bliver familiebåndet også tættere.

Søskendereaktioner

Søskende reagerer typisk på følgende måder. De hyppigste reaktioner er vrede og sorg.

• Vrede. Søskende kan ikke bære at se deres forældre udslidte, og de er vrede over, at forældres energi bruges på barnet med den psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
• Sorg. Søskende sørger over tabet af normalt familieliv og normale søskenderelationer.
• Skyldfølelse. Søskende kan få skyldfølelse over deres egne vrede følelser; der er forkert at være vred, når deres søster eller bror jo ikke kan gøre for det. De kan også føle skyld over at have et lettere liv eller ikke at have opdaget sygdommen noget før.
• Krænkelse. Søskende kan føle, det er uretfærdigt, at de aldrig får ros for de ting, deres søskende får ros for, fx borddækning. De kan også opleve jalousi over at forældrene bruger mere tid på broren eller søsteren med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
• Ligegyldighed. Søskende kan være fyldt op af den psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse og derfor ikke være modtagelige for mere information eller ikke orke at skulle forholde sig til mere.
• Ansvar. Søskende kan opleve en følelse af ansvar og dermed påtage sig en ”mor-rolle” ovenfor de øvrige søskende. De kan også have en indstilling om, at de skal klare sig selv, så de ikke belaster forældrene yderligere.

Søskende fortæller også om uretfærdighed (”Hvorfor siger I ikke noget til ham?”), uforudsigelighed og konflikter, forbudte tanker (”Jeg ville ønske, han var død”), ensomhed (både hjemme og blandt kammerater) og bekymring for fremtiden.

Alt dette er naturligt og helt almindeligt, men børn er ofte for loyale til at dele deres tanker og følelser og fortæller ikke nødvendigvis, at der er noget, der er svært, men de viser det måske ved at blive:

• triste og indadvendte
• over-hjælpsomme, -ansvarlige og arbejdsomme
• voldsomt jaloux
• urolige og grænsesøgende
• passive og stille.

De kan også reagere ved ikke at tage kammerater med hjem eller ved at ’flygte’ fra hjemmet.

Disse faktorer bør ikke automatisk give grund til stor bekymring, da de også kan bunde i andre forhold, men de er et tegn på, at der er grund til ekstra opmærksomhed.

Der er ikke én måde at tale med søskende om psykiske sygdomme eller udviklingsforstyrrelser på. Børn i forskellige aldre har forskellige behov. Det er både belastende for barnet, hvis det ved for lidt, og hvis det ved for meget, og det er belastende, hvis det føler sig alene med sine tanker. Modsat beskytter det barnet, hvis det har alderssvarende viden og har mulighed for at betro sig til nogen.

Forskellige aldre – forskellige behov

Børn har forskellige behov i forskellige aldre. I det følgende kan du læse om, hvad barnets behov typisk er i forskellige aldre, og hvordan du bedst formidler viden i den pågældende alder.

Børnehavealderen

I børnehavealderen har barnet konkret tankegang. Barnet optager budskaber og meninger i deres helt egen verdensforståelse. I denne alder kan man fx fortælle om den psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse med højtlæsning, men vores erfaring med at tale om dette, før de er 6-8 år, er, at det kan være for tidligt. Det kan dog være givtigt at sætte få ord på om, at det er noget, der er der, selv om det (ofte) er usynligt.

Skolealderen

I skolealderen udvikler barnets tankegang sig gradvist til at blive mere abstrakt. Barnets viden om psykiske sygdomme eller udviklingsforstyrrelser skal stå sin prøve i både klassen og skolegården, og barnet overlades til kammeratgruppen på godt og ondt. Her kan formidlingen fx bestå af følgende:

• Små film fra fx adhd.dk og autismetanken.dk, ”Snak om det: ADHD”-film fra Psykiatrifonden (beskriver nogle søskendes oplevelser af at være pårørende)
• Højtlæsningsbøger, fx ”Wilbur, en møgunge” af Renée Toft Simonsen, ”Skal jeg fortælle dig om?”-serien eller ”mor, husk mig”-bogen om søskende til børn med autisme/ADHD
• Støttetilbud/samtalegrupper.

Teenagealderen

I teenagealderen begynder tanker og følelser at ligne de voksnes. Tanker om egne og søskendes fremtid begynder at blive bevidste, og teenageren begynder at forholde sig til årsagsforhold og arvelighed. Teenageren begynder at tage afstand til og løsriver sig måske fra forældrene. Formidlingen til teenagere kan bestå af følgende:

• At de selv må læse om/researche psykiske sygdomme eller udviklingsforstyrrelse, fx på kombu.dk. psykiatrifonden.dk og i bøger
• Større inddragelse i deres søskendes behandling
• Se film, fx ”Men jeg vil ikke bytte” af Malene Gerd Petersen eller ”Så himmelsk anderledes” – film om søskendeproblematikker.
• Støttetilbud/samtalegrupper.

Som forældre er I vigtige vidner til søskendes liv. Forældre kan være blinde for søskendes signaler og behov. Her kan I spille en vigtig rolle.

Forældrereaktioner på, at ens normale barn har det svært

Forældre kan reagere på mange måder overfor de normalt fungerende søskende, fx med:

• Overraskelse. Man kan være overrasket over, at det ’perfekte’ barn har det svært.
• Skyld. Hvordan kan jeg tage hensyn?
• Ængstelse. Hvordan skal jeg klare det?
• Vrede. Man kan føle vrede overfor det normale barn – ”Du er heldig at have et godt liv!”
• Fornægtelse. Man orker ikke at se de raske søskendes problemer.

Strategier til at hjælpe søskende

Du kan hjælpe det normalt fungerende barn på følgende måder:

• Vær en fortrolig voksen.
• Vær en rollemodel for dem og tal selv om dine tanker og følelser.
• Lyt, accepter følelserne, se og anerkend, uanset om et problem er reelt eller oplevet.
• Støt og overvej, hvad der kan give søskende oplevelsen af et godt liv.
• Vær ikke bange for særregler.
• Hav alenetid med barnet.

Søskendes behov i forhold til familien

Søskende har blandt andet behov for at få sat ord på deres oplevelser – at blive læst og forstået. De kan også have behov for hjælp til samvær med deres søster eller bror, fx i forhold til spørgsmålene ”Kan jeg sige noget forkert?”, ”Hvordan undgår vi konflikter?” og ”Hvad gør jeg, hvis det går galt?”. Desuden har de brug for at få sat ord på den psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Fx ”Ja, sygdommen får ham til at gøre ting, han ikke må” eller ”Ja, indimellem er jeg nødt til at bruge tid på hendes sygdom”. Det kan være en god idé at finde et navn til sygdommen, fx krudt i numsen, manglende dirigentstok, en flue i en flaske, forstyrrelse, kludder, en sæk lopper, Garfield eller lignende. Dette kan hjælpe til at fjerne de svære/grimme følelser fra barnet/den unge og i stedet lægge dem over på sygdommen.

Ansvarlighed hos søskende kan både komme til udtryk som hjælpsomhed og tilbageholdenhed. Det er vigtigt ikke at tage den for givet, men at sætte pris på den.

Forsøg også at hjælpe barnet på vej til sociale sammenhænge, hvor de kan føle sig frie til leg og ”uansvarlige”.

Giv barnet tid og opmærksomhed

Det kan være en god idé at dele sig op, at bruge andre i familien, at bruge aflastning og lignende, så søskende til barnet med sygdommen også får tid og opmærksomhed. Det er vigtigt, at søskende jævnligt får et frirum sammen med en eller begge forældre. Det er også vigtigt at tydeliggøre, hvem der har ansvar for hvilke opgaver.

Søskendes behov i forhold til familien

• Hav og lav klare aftaler med andre betydningsfulde personer i barnets netværk, fx bedsteforældre.
• Undgå så vidt muligt ”søskendehemmeligheder” –børn/søskendes venner gennemskuer dem hurtigt.
• Sørg for at formidle viden til venner, pædagoger og lærere omkring barnet.
• Fortæl eventuelt om sygdommen i søskendes klasser.
• Tal eventuelt med andre udenfor familien – lærer, psykolog hos PPR eller i Psykiatrien med henblik på viden og støtte.
• Deltag eventuelt i samtalegrupper for søskende eller familiekurser.

Andre børn eller unge, der har en søster eller bror med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, giver disse gode råd til pårørende:

• Du kan skrive dig ud af din irritation og putte sedlen i en æske.
• Det er okay at sige nej/stop. Du kan prøve at sige stop –eller endda lave et stopskilt.
• Du kan hente en forælder, hvis du fx bliver slået.
• Du kan lade som ingenting og simpelthen gå væk.
• Du kan lege det, som din søster eller bror synes er spændende – eller noget, som I begge synes er spændende.
• Du kan aftale med dine forældre, at I kan være for jer selv, hvis du har en kammerat med hjem.
• Du kan lave aftaler for, hvor lang tid du skal spille computer med din søster eller bror.
• Hvis din søster eller bror vil have den ting, du sidder med, kan du prøve at give sin søster eller bror en anden.
• Det er godt at have en anden plan i hovedet, hvis den plan, du har, ikke virker.
• Snak med dine forældre som de svære ting; det kan være svært at tumle med det alene
• Det kan være godt, at ens søskende kommer ud til bedsteforældre eller i aflastning, så du også kan lave almindelige familieting med din familie.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.