Gode råd om kost og motion – en guide til forældre til børn og unge med psykiske vanskeligheder

Som et led i dit barns behandling i Børne- og Ungdomspsykiatrien er dit barn blevet tilbudt en såkaldt KRAM-screening. KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion.

I denne pjece kan du læse mere om betydningen af, at dit barn har en sund livsstil.

Pjecen er et supplement til KRAM-screeningen. Ved behov vil vi også tage en snak med dig eller jer om KRAM-faktorernes betydning for sundhed og livsstil, og vi kan eventuelt guide jer videre til yderligere hjælp hos jeres egen læge eller i jeres kommune.

Pjecen har fokus på mad, måltider og motion, og hvordan mad og motion kan have betydning specielt for unge med psykiske vanskeligheder. Pjecen er henvendt til dig som forælder, fordi forældre har ansvar for familiens kost, og fordi du kan guide og påvirke dit barn til at have sunde mad- og motionsvaner.