Følelsesfokuseret kognitivt terapiforløb i gruppe, UP
Du er blevet tilbudt et gruppeforløb med behandlingsmetoden UP (Unified Protocol).
UP er en følelsesfokuseret psykologisk behandling. Det vil sige, at behandlingen fokuserer på at ændre negative reaktioner på følelser, som kan være med til at vedligeholde symptomer på depression og angst.
UP er udviklet til at hjælpe mennesker, der kæmper med stærke følelser, såsom tristhed, angst, vrede eller skyld. Som menneske kan man føle sig så overvældet af sine følelser, at det kan komme til at stå i vejen for, at man kan leve det liv, man gerne vil leve.
I UP gruppeterapi fokuserer vi på at ændre den måde, du reagerer på dine følelser. Du vil arbejde på at udvikle nye strategier, som du kan bruge til at håndtere svære følelser på en mere hensigtsmæssig måde. Det vil sige, at du lærer at nærme dig dine følelser på en accepterende måde i stedet for at fjerne dig fra dem.