Her er en oversigt, over de elementer, der indgår i undersøgelsen:
Måling af blodtryk
Er blodtrykket højt, belaster det hjertet og herved øges risikoen for blandt andet hjerte-kar-sygdomme. Ved behov bliver du vejledt om, hvordan du kan reducere dit blodtryk ved hjælp af livsstilsændringer. Det vil også være relevant, hvis du allerede er i behandling med blodtrykssænkende medicin.
Gennemgang af blodprøver
Prøverne kan blandt andet vise, om du har et forhøjet indhold af kolesterol i blodet. Har du det, øger det risikoen for åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme. Et højt sukkerindhold kan være tegn på diabetes.
Ved behov bliver du vejledt om, hvordan du med livsstilsændringer kan reducere indholdet af sukker og/eller kolesterol i blodet. Medicin kan være nødvendigt, men ændrer du på din livsstil, er der god sandsynlighed for, at du på sigt kan klare dig med mindre medicin.
Livsstilsygdomme kan forebygges Du undersøges for livsstilssygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk, overvægt, hjerte-kar-lidelser, KOL og metabolisk syndrom. Det er sygdomme, der kan medføre alvorlige komplikationer. Fælles for dem er dog også, at de kan forebygges med livsstils-ændringer: Sundere kost, mere motion, mindre alkohol og ingen rygning eller stoffer. Dine daglige vaner har stor betydning for, hvordan dit helbred udvikler sig. |
Højde, vægt og livvidde måles
Dit BMI beregnes. BMI står for 'Body Mass Index' og bruges til at beskrive forholdet mellem din vægt og højde i forhold til de officielle anbefalinger.
Er din vægt for høj eller for lav, kan det være et problem i forhold til din generelle sundhed. Du kan påvirke din vægt med fx øget motion og ændring af kostvaner.
Samtale om lungefunktion
Besværet vejrtrækning eller andre gener fra lungerne kan være tegn på kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Ryger du, øger det risikoen for KOL betydeligt. KOL kan ikke helbredes, men forværring kan forebygges med livsstilsændringer, fx rygestop og regelmæssig motion.
Ved behov anbefaler vi, at du får foretaget en grundigere undersøgelse af din lungefunktion hos egen læge.
Tjek for metabolisk syndrom
Metabolisk syndrom er en tilstand, hvor flere advarselstegn peger på en øget risiko for at udvikle livsstilssygdomme. Overvægt, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol er nogle af de faktorer, der har betydning. Ved behov bliver du vejledt om, hvordan du med livsstilsændringer kan påvirke de forskellige faktorer.