Behandlingstilbuddet i Afsnit S7 omfatter måltidsstøtte, hvor der er mulighed for hjælp til at igangsætte, strukturere og gennemføre måltidet inden for afsnittets bestemte tidsrammer. Vi ønsker – i fællesskab med dig – at være undersøgende over for, hvad du har brug for støtte til.
Måltidet foregår sammen med personale og andre patienter i afsnittets fælles spisestue.
Dagens måltider fordeler sig over 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider:
- Hovedmåltiderne er morgen-, middags-, og aftensmåltid. De har en tidsramme på 30 minutter.
- Mellemmåltiderne er eftermiddags- og senmåltid. De har en tidsramme på henholdsvis 25 og 20 minutter.
Du kan se en struktureret dagsplan på den oversigt, du har fået.
Mål under indlæggelsen
I de første cirka 2 uger er der vejning 2 gange ugentligt med henblik på at sikre, at du er på den rette kostplan. Den rette kostplan skal hjælpe til, at du under indlæggelsen kan øge din vægt med minimum 1 kilo om ugen. Herefter er der vejning 1 gang ugentligt.
Aktiviteter efter måltiderne
Tiden efter et måltid er svær for de fleste, der har en spiseforstyrrelse. Derfor er der samværstid med personale efter alle måltider. I samværstiden laver vi aktiviteter med det formål at aflede. Aktiviteterne kan være individuelle eller fælles med personale og medpatienter, fx se dokumentar, spille et spil eller læse en bog.
Afsnittets behandlingsaktiviteter tager afsæt i miljøterapeutiske overvejelser om undervisning i egen sygdom (psykoedukation), ro og tryghed, og plads til at være ærlig om, hvordan man har det. Behandlingsaktiviteterne planlægges både på individuelt niveau og i gruppe.
Støttende samtaler
Du får tilknyttet en daglig kontaktperson, som du har mulighed for at have støttende samtaler med.