Her finder du informationer om, hvordan du forbereder dig til din indlæggelse i Sengeafsnit N1 (Rehabiliteringspladser).
Mød forberedt op
Du bliver modtaget af en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent og får information om, hvad der kommer til at ske i de første timer.
Du bliver tildelt en sengestue og får hjælp til det praktiske. Alle vores patienter indlægges på enestuer med eget bad.
Du får et identifikationsarmbånd på, som indeholder dit navn og cpr-nummer. Armbåndet er en vigtig del af patientsikkerheden, og du skal beholde det på under hele din indlæggelse.
Du må gerne have en pårørende med. Det kan være rart at være to om at lytte og stille spørgsmål, når du skal indlægges. Pårørende kan også deltage i samtaler senere i dit forløb, fx også i netværksmøder med kommunen og Kriminalforsorgen. Samtalerne aftales typisk på forhånd.
Under din indlæggelse er pårørende velkomne til at tage kontakt til afsnittet og være i dialog med personalet, også selvom du ikke ønsker at inddrage dine pårørende i din behandling. Personalet må ikke udtale sig om dig og din behandling, men de må gerne rådgive dine pårørende på et generelt niveau.
Du har typisk dit eget tøj på, mens du er indlagt. Vi anbefaler, at du medbringer behageligt tøj og praktiske sko.
Ved behov er der mulighed for at låne hospitalstøj i de første dage.
Tag dine egne toiletartikler med - eller få en pårørende til at hjælpe med det.
Du har mulighed for at vaske tøj i afsnittet.
Vær opmærksom på, at vi ikke erstatter tøj, der er gået i stykker eller blevet væk i forbindelse med vask.
Bruger du hjælpemidler i det daglige, skal du tage dem med på hospitalet. Vi har som udgangspunkt ikke adgang til alle former for hjælpemidler.
Pas godt på dine ejendele såsom mobiltelefon, overtøj, tasker og penge, mens du er på hospitalet. Tag ikke dyre smykker eller større pengebeløb med - eller send dem med dine pårørende hjem.
Der kan være ejendele, du ikke selv må opbevare. Det kan være ting som knive, sakse eller andet, der kan være til fare for dig selv eller andre. Vi kan opbevare tingene for dig, mens du er indlagt.