Når et ambulant forløb ikke er tilstrækkeligt
Når du bliver henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrien, får du typisk tilbudt et ambulant forløb, hvor du efter aftale møder ind på hospitalet til samtaler, undersøgelser og kontroller. Det giver mulighed for, at du kan opretholde så meget af din almindelige hverdag som muligt.
Hvis ambulante samtaler ikke er tilstrækkelige, kan det blive nødvendigt med en indlæggelse. Under en indlæggelse arbejder tværfagligt personale sammen om din undersøgelse og behandling.
Hvem kommer i behandling hos os?
Børn og unge fra alle kommuner i Region Nordjylland kan blive indlagt i afsnittet.
En del af de patienter, der indlægges hos os, er i forvejen i ambulant behandling i Psykiatrien. De har vidt forskellige symptomer og udfordringer inden for hele det psykiatriske spektrum.
Det vil en typisk behandling bestå af
Snarest muligt efter indlæggelsen bliver du vurderet af en læge, der udarbejder en plan for din behandling. Behandlingen planlægges altid individuelt – og i samarbejde med dig. Hvis du i forvejen er i ambulant behandling i Psykiatrien, har vi adgang til din journal og tager også kontakt med den behandler, du plejer at mødes med. Herved sørger vi for, at der bliver sammenhæng og kontinuitet i din behandling.
Behandlingen kan bl.a. bestå af
- Samtaler med læge, psykolog, sygeplejerske, social- og sundhedsassistent og pædagog
- Medicinsk behandling
- Miljøterapeutisk behandling
- Information og undervisning om psykisk sygdom (psykoedukation)
- Fokus på livsstil og generel sundhed
- Samarbejde med pårørende og samarbejdspartnere
- Samarbejde med behandler i ambulatorium
- Planlægning af din udskrivelse med inddragelse af relevante samarbejdspartnere, herunder en socialrådgiver i Psykiatrien
Vi har i nogle tilfælde beskrevet nogle af behandlingstilbudene mere udførligt, så du kender indholdet og omfanget af behandlingsmetoden. Se beskrivelser af vores behandlinger.