Cafe på Brandevej

Med inspiration fra “Café Grøn” i Brønderslev, og med økonomisk støtte fra ”Håb i Psykiatrien”, har vi startet en café på Brandevej i Aalborg. Den er igangsat i et livgivende og meningsfuldt samarbejde, mellem peer-medarbejdere i Ambulatorium for Psykoser, aktivitetsmedarbejdere fra sengeafsnit S1 og S2 og brugere af caféen. Der er godt gang i konceptet, mange besøgende, hyggelig stemning, løbende inspiration, brobygning og muligheder
En god opstart
Den 15. februar 2023 startede Caféen i kantinen på Brandevej op, og den har været velbesøgt fra dag ét med 14 burgere og efterfølgende med ca. 20 deltagere hver onsdag kl. 13-15. Caféen er for dem, som er tilknyttet Brandevej 5, dvs. både indlagte og ambulante patienter i Ambulatorium for Psykoser og OPUS.

Der er mulighed for at komme og få en snak over en kop kaffe eller te. Derudover er der forskellige muligheder for kreative sysler, såsom at tegne, male og arbejde med perler. Vi tilbyder også brætspil, boldspil, fælles gåtur, med mere. Her er plads til både fælles og individuelle aktiviteter – og mulighed for meningsfuld erfaringsdeling med hinanden i et miljø, hvor flere kender til de samme udfordringer, oplevelser samt håb og drømme i livet. Der er mulighed for at have en støtteperson med de første par gange.

”Man skal ikke være så bange for at møde op. Jeg har selv været meget isoleret, men har taget skeen i den anden hånd og jeg har følt mig velkommen fra start i Caféen”: Citat fra bruger af Caféen

Caféen er formet og formes fortsat hen ad vejen i samskabelse med de gæster der kommer, og som fra start har været inddraget i forhold til idéer og ønsker til caféens tilbud og muligheder for udvikling.

Vi startede caféen op ved at låne forskellige spil og kreative materialer fra sengeafsnittene. Efterfølgende har vi eksempelvis været flere om at byde ind med ønsker til events og besøg udefra, samt beslutte hvad vi skulle anskaffe i form af spil, materialer med mere, med de midler vi har fået tildelt efter ansøgning i foreningen ”Håb i Psykiatrien”. Vi har ud over spil og materialer også valgt at anskaffe fine kopper til Caféen, for at lægge vægt på at skabe en hyggelig og afslappet atmosfære. Vi har også modtaget gode, brugbare donationer fra blandt andet ansatte og andre udefra i form af spil, garn, maling, og andre kreative materialer, hvilket vi er meget taknemlige for.

”Det er rart at se, at der er mennesker før mig som har bragt noget ind i fællesskabet ved at udstille tegninger og andet kreativt. Det er spændende, at man kan give sine kreative ting til udstilling og at andre dermed kan se, hvad man udtrykker og anden vej rundt” :  Citat fra bruger af Caféen

Det er muligt at få udstillet flere kreative ting i form af tegninger, digte med mere i vores ”udstillings-rulletavler” som vi bruger i Caféen, og som til daglig står udstillet i forhallen. At udstille noget kreativt her skaber mulighed for, dels at give noget til fællesskabet og vise hvad man kan og vil udtrykke, men også mulighed for en kunstnerisk, nonverbal erfaringsdeling og kommunikation gennem både udtryk og indtryk.

”At der er Peermedarbejdere er et godt eksempel på, at det er muligt at komme sig. Jeg kan se step by step, at recovery er muligt. At dele tanker og følelser er godt og jeg føler mig forstået. Aktivitetsmedarbejdere er også gode til at fokusere på andet end sygdom, og jeg kender dem fra indlæggelse” : Citat fra bruger af Caféen

Aktivitetsmedarbejdere har gode erfaringer og kompetencer i forhold til at igangsætte meningsfulde aktiviteter, både inde og ude. At undersøge nye idéer og muligheder samt anskaffe materialer. I mødet med en Peer-medarbejder er der mulighed for at erfaringsdele, dels om udfordringer men også de tilbud peer-medarbejdere selv har gjort brug af i egen recoveryrejse. Derudover deles viden om begrebet personlig recovery og den vej igennem kan man få nye perspektiver i sit liv og håb ift. at det er muligt at komme sig. Værter og flere brugere i caféen oplever denne kombination af aktivitetsmedarbejdere og peermedarbejdere som værende meget meningsfuld i cafékonceptet på Brandevej.

Grundtanken er, at Caféen så vidt muligt skal opleves som et frirum, og altså ikke koblet op på almen kontakt til behandlere i huset. Det betyder ikke, at man ikke kan opleve at hilse på sine kontaktpersoner i huset eller kortvarigt i caféen alligevel, eller i et følgeskab første gang man skal afsted.

Frirum og netværk
Caféen fungerer som et frirum uden forventninger, men med plads til at være sig selv og udvikle sig i eget tempo. Der er ingen tilmelding, og man kommer og går som man har lyst til og brug for i åbningstiden. Caféen er en netværkscafé. Det er muligt at bruge caféen til at øve sig i dét at komme ud til noget socialt i det hele taget i et trygt miljø til en start. Andre kan besøge caféen for at udvide horisonten med henblik på at få mere information om andre gode tilbud i området, og mod på nye muligheder også uden for psykiatrien - eventuelt i følgeskab med andre man møder her. Det er således planen at skabe en brobyggende funktion og værdifuld erfaringsdeling på flere planer i caféen med afsæt i en recovery-orienteret tankegang.

Det er planen løbende at få undersøgt muligheden for at skabe et overskueligt, visuelt overblik over de mange gode tilbud, som findes i området. Her vil vi, ud over brobygning til forskellige nøglepersoner, gennem besøg og oplæg, også gøre brug den nye platform www.socialkompas.dk under Aalborg/Nordjylland. 

 ”Jeg var overrasket over, hvor meget det hjalp på humøret at høre musik. Jeg fik det totalt meget bedre!”:  Citat fra bruger af Caféen

Sengeafsnit på Brandevej har tidligere afholdt koncerter, de såkaldte “Kulturbesøg” fra Håb i Psykiatrien og disse koncerter er nu rykket ind i vores fælles café-koncept. Det gør det således muligt, både at gøre det mere synligt og tilgængeligt for både ambulante og indlagte at deltage og få glæde af musikken, samt skabe mere liv og flere oplevelser i caféen. Der vil løbende også komme forskellige arrangementer og oplæg fra besøgende udefra i caféen, som man kan vælge om man vil lytte til ud over almindelig caféhygge.

På vores nye facebookside “Caféen på Brandevej – Region Nordjylland”, kan man løbende følge med i begivenheder og anden information om Caféen.

Af events som dels har været afholdt, og som planlægges i kalenderen kan nævnes:
Besøg fra Kildehuset - Fountain House: personale og brugere fortæller
Koncerter “Kulturbesøg” fra Håb i Psykiatrien
Musikquiz, faciliteret af frivillige fra Håb i Psykiatrien
Mulighed for fællessang med husets Musikterapeut Charlotte
Information om forskellige forskningsprojekter eksempelvis: “Face Your Fears” og “VEGA”.
Oplæg fra EN AF OS ambassadører: Inspiration og Recovery-historier
Samarbejde med “Center for Recovery og Samskabelse, Region Nordjylland” bl.a. med deres facebookside: “Recovery - lad os tale om det”
Opstart af Caféen har været en stor succes indtil videre, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger. Vi er glade for at have fået muligheden for at drive Caféen i fællesskab, og ikke mindst for den fantastiske og vigtige økonomiske støtte fra foreningen: Håb i Psykiatrien, som gør caféen levende og giver os alle kreative muligheder, som blandt andet giver fællesskaber, mening, livskvalitet og håb.

Følg med på facebooksiden “Caféen på Brandevej – Region Nordjylland”

Citater fra gæst i Café i forbindelse med Kulturbesøg, Koncert Anders Graae onsdag den 29/3:
”Jeg var overrasket over, hvor meget det hjalp på humøret at høre musik, jeg fik det totalt meget bedre!”

”Musikken overrasker altid på en overraskende god måde – musikken opløfter og heler altid sjælen”

”Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været til koncert pga. sindstilstand og livssituation – det er i hvert fald 5 år siden”.

Citater fra gæster i Caféen efter få uger:

”Man skal ikke være så bange for at møde op. Jeg har selv været meget isoleret, men har taget skeen i den anden hånd - og jeg har følt mig velkommen fra start i Caféen”. 

”Det føles meget ligeværdigt – jeg mærker faktisk ikke rigtigt, at der er ansatte her”. 

”Jeg oplever flow - Det flyder bare: Der er mulighed for at lave lige hvad man vil, og med hvem man vil. Der er plads til alle, vi er alle sammen i samme båd”. 

”I dag havde jeg det ikke godt, nu har jeg det bedre. Her er hyggeligt, jeg sidder i dag sammen med en jeg kender fra sengeafsnittet hvilket er godt. Fællesskab er godt”. 

”Jeg vil gerne komme i fremtiden, jeg føler det er hyggeligt, her er varme, jeg føler mig støttet og velkommen. Jeg har før strikket og lavet en gave til min ven. I dag tegner jeg noget, som jeg vil færdiggøre hjemme og tage med næste gang i Café til at hænge op - give tilbage til de andre”

”Det er velorganiseret, godt initiativ, at dele erfaringer giver noget af værdi”.

”At der er Peermedarbejdere er et godt eksempel på at det er muligt at komme sig. Jeg kan se step by step at Recovery er muligt. At dele tanker og følelser er godt og jeg føler mig forstået. Aktivitetsmedarbejdere er også gode til at fokusere på andet end sygdom, og jeg kender dem fra indlæggelse”.

”Det er rart at se, at der er mennesker før mig som har bragt noget ind i fællesskabet ved at udstille tegninger og andet kreativt - Det er spændende at man kan give sine kreative ting til udstilling og at andre dermed kan se hvad man udtrykker og anden vej rundt”.

”Jeg kan godt lide at komme her næsten hver gang, få en kop kaffe, tale med nogle og spille spil eller tegne – Det er bedre end at sidde hjemme alene, hvilket jeg har gjort meget før”.

”Der er dart, kaffe på kanden, der er mulighed for at være kreativ tegne, male osv., det er jeg også fan af. Man føler ikke man kommer alene, man ved at andre der kommer her også har lignende udfordringer. ”

”Caféen er et dejligt frirum hvor man kan komme og hygge sig. Det er stille og roligt og der er god energi herinde. Folk hygger sig og slapper af.”
 

Opdateret