Webinar om peerindsatsen og peeruddannelsen

Den 29. marts 2022 afholdt Enhed for Samskabelse et webinar om peerindsatsen og ikke mindst peeruddannelsen i Psykiatrien i Region Nordjylland, som nu også udbydes til aktører i kommuner og regioner. Webinaret blev optaget og kan ses eller genses her på siden.
Webinar - Peerindsatsen og Peeruddannelsen

Stor interesse og opmærksomhed

Interessen for peermedarbejdere er blevet vældig stor, og Enhed for Samskabelse oplever at få mange spørgsmål om både peerindsatsen og den peeruddannelse, man har lavet i Psykiatrien i Region Nordjylland. Og det er ikke så mærkeligt, at interessen er stor, for som en leder sagde blot 3 måneder efter, at de første peermedarbejdere var startet i september 2020:

Peermedarbejderne skaber en relation til patienterne på 7 sekunder - nej, nok mere 3 sekunder - hvorimod en sundhedsprofessionel skal bruge 6-7 samtaler på at opnå en lignende relation.

 

Fra erfaringer til kompetencer

Baseret på erfaringer fra hele landet har der været stort fokus på at skabe de bedste rammer omkring peermedarbejderne i Psykiatrien i Region Nordjylland - deriblandt at skabe en peeruddannelse, der bidrager til at omdanne peermedarbejdernes personligt levede erfaringer til erfaringskompetencer. Uddannelsen, der er forankret i systemisk tænkning, fokuserer på personlig recovery og giver kompetencer til blandt andet:

  • at have 1:1 samtaler
  • at facilitere gruppeforløb
  • at bygge bro til hverdagslivet

Efter nu 1,5 år med peermedarbejdere er der ikke tvivl om, at peermedarbejdere er kommet for at blive. Og selvfølgelig skal der mange flere peermedarbejdere ud og møde mennesker med psykisk lidelse og sprede håb og empowerment.

 

Indhold på webinaret

På webinaret den 29. marts fortalte Enhed for Samskabelse og en peermedarbejder blandt andet om:

  • Hvad laver en peermedarbejder egentlig?
  • Hvorfor er det overhovedet centralt de uddannes?
  • Hvordan kan man få uddannet peermedarbejdere i samarbejde med Psykiatrien i Region Nordjylland?

Dette er nogle af de emner, som du kan høre mere ved at kigge ind i webinaret.

BEMÆRK: Mailadressen, der nævnes i webinaret, er desværre forkert. Den korrekte mail er line.g@rn.dk 

Video fra webinar

Opdateret