Velkommen til Sengeafsnit for Børn og Unge.
Vi ved, I står i en svær situation, og vi vil gerne hjælpe jer godt igennem denne indlæggelse. Derfor får I her nogle informationer om hverdagen i afsnittet, så I får et indblik i, hvordan et typisk indlæggelsesforløb hos os er. I er altid velkomne til at spørge, hvis der opstår spørgsmål undervejs.
Rammer for behandlingsforløbet
Et team omkring jeres barn
Mens jeres barn er indlagt hos os, bliver barnet tilknyttet et team, der består af en sundhedsfaglig kontaktperson, som enten er en læge eller en psykolog, og en kontaktgruppe med yderligere 3-4 personer.
I hver dag- og aftenvagt får jeres barn en kontaktperson, der vil støtte og guide jeres barn. Når det er muligt, vil det være en fra kontaktgruppen.
Hvert barn får sin egen behandlingsplan
Alle børn, der indlægges hos os, får en individuel behandlingsplan, der er afstemt med deres alder og deres symptomer og støttebehov.
Behandlingsplanen beskriver de tiltag vi sætter i gang i forhold til jeres barn. Den kan både indeholde aftaler om konkrete undersøgelser og aktiviteter, som barnet skal deltage i, hjemmebesøg og eventuelt medicinering.
Personale i afsnittet
Personalegruppen består af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt pædagoger. Også en fysioterapeut og en socialrådgiver er tilknyttet afsnittet.
|
Vi holder ugentlige behandlingsmøder
1-2 gange om ugen bliver I inviteret til at deltage i en samtale med barnets sundhedsfaglige kontaktperson og andet personale fra barnets team. Her drøfter vi hvordan det går med jeres barn, og vi justerer eventuelt barnets behandlingsplan.
Aktiviteter er en vigtig del af behandlingen
Hver dag foregår der planlagte aktiviteter i afsnittet, som er en del af behandlingen. Aktiviteter kan enten foregå alene, sammen med personale eller sammen med andre børn fra afsnittet. Hvilke aktiviteter jeres barn skal deltage i, aftaler vi med jer og barnet med afsæt i behandlingsplanen.
Aktiviteterne er vigtige for, at vi kan lære jeres barn bedre at kende. Ved at observere, hvordan barnet fungerer i forskellige situationer, fx i samspillet med andre, får vi et godt grundlag for at vurdere, hvilken støtte og behandling jeres barn har brug for.
Nogle aktiviteter har også til formål at træne noget af det, barnet har svært ved.
Hjemmebesøg er også en del af behandlingen
Under indlæggelsen arbejder vi med hjemmebesøg, blandt andet for at jeres barn kan bevare kontakten til de vante omgivelser – og I som familie kan forberede jer på at være sammen igen.
Under hjemmebesøg kan I ringe til os, hvis I har behov for råd og vejledning.
I er en vigtig samarbejdspartner
Det er afgørende for jeres barns behandling, at vi har en god dialog. Derfor har vi meget fokus på at inddrage jer i behandlingsforløbet. Det gør vi blandt andet ved at:
- invitere jer til samtaler med den sundhedsfaglige kontaktperson.
- samarbejde om behandling, aftaler og hjemmebesøg
- vejlede jer i eventuel spisetræning
patienterne er forskellige
De børn og unge, der indlægges hos os, har forskellige symptomer og udfordringer. Deres alder kan variere helt fra 0-17 år. I vil derfor møde børn med mange forskellige problematikker og behov, som måske er helt anderledes end de udfordringer, som jeres barn har. Vi prøver så vidt muligt at skabe de bedste rammer for hvert enkelt barn i afsnittet.
Der kan opstå situationer, som er ubehagelige
De fleste indlæggelser er planlagt på forhånd og foregår under rolige forhold. Der er dog også børn og unge, der må indlægges akut – eventuelt med symptomer, der kan være ubehagelige for de andre børn i afsnittet og deres pårørende at opleve.
Personalet er uddannet til at håndtere akutte situationer. Vi gør, hvad vi kan, for at støtte det barn, som akut har fået det svært – og samtidig prøver vi så vidt muligt at tage hensyn til de andre børn i afsnittet.
Oplever I situationer med jeres eget barn eller andre børn i afsnittet, som I efterfølgende har brug for at få talt igennem med personalet, så er I velkomne. Vi tilbyder børnene i afsnittet det samme.
rammer for besøg i afsnittet
Aftal besøg med personalet
Der er fri besøgstid, men det er en god idé at aftale besøg med personalet, så behandlingen og de aktiviteter, vi har planlagt med barnet, ikke bliver afbrudt eller forstyrret.
Fællesarealer og mad er forbeholdt børnene
I afsnittet har vi den regel, at vores fællesarealer – særligt opholdsstuerne – er forbeholdt de indlagte børn og unge. Besøg skal derfor foregå inde på jeres barns værelse. Efter aftale kan besøg også foregå i haven.
Fra hospitalets køkken får vi leveret mad til det antal børn, der er indlagt. Vi har derfor ikke mulighed for at tilbyde mad til jer som pårørende. På informationstavlen i afsnittet har vi beskrevet, hvor det er muligt at købe mad. En del af måltiderne udgør en træningssituation, og derfor vil der ofte være personale, der spiser med, for at støtte og observere patienterne.
Døren til afsnittet er låst om natten
Der kan kortvarigt opstå behov for også at låse i dag- eller aftentimerne. Er døren låst, er der en ringeklokke, I kan benytte
Overnatning i afsnittet
Oftest er jeres barn indlagt alene, men der kan opstå behov for, at forældre overnatter i afsnittet. I situationer, hvor vi vurderer, at det er nødvendigt, vil vi aftale de praktiske forhold med jer – og vi vil løbende vurdere det fortsatte behov.
Når jeres barn skal Udskrives
Udskrivelse aftales så vidt muligt i god tid
Vi forsøger så vidt muligt at planlægge udskrivelse i god tid. Vi aftaler en forventet udskrivelsesdato, der dog kan justeres løbende - afhængig af jeres barns symptomer og behandlingsplan.
Der kan opstå behov for at udskrive før planlagt
Der er 11 sengepladser i afsnittet. Hvis alle pladser er optaget, kan vi være nødt til at fremrykke en udskrivelse for at give plads til et barn med akut behov for hjælp. Vi forsøger så vidt muligt at give besked i god tid, hvis det er nødvendigt at fremrykke udskrivelsen af jeres barn.
Udskrivelse aftales altid med en læge eller psykolog, og barnet får en plan for, hvordan der skal følges op efter indlæggelsen. Opstår der spørgsmål, er I velkomne til at kontakte os.