Om ældrepsykiatri
Det har stor betydning, at ældre borgere med tegn på psykisk sygdom undersøges og behandles af personale, der både har kendskab til psykiatri og øvrige sygdomme, som ældre ofte rammes af.
Fysisk sygdom kan medføre psykiatriske symptomer
En del ældre har flere sygdomme. Der viser sig ret ofte at være en sammenhæng mellem psykiske symptomer og fysisk sygdom.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ældres symptomer på psykisk sygdom kan være noget anderledes end hos andre, og ofte kan der være brug for en anden form for behandling.
Udredning og behandling af komplicerede demenssygdomme
Patienter med demens med adfærdsmæssige eller psykiatriske komplikationer kan fx udvikle vrangforestillinger eller hallucinationer. Når disse belastende symptomer skal lindres, er det vigtigt at have fokus på patienternes samlede behov for behandling.
Ældrepsykiatrien har en særlig kompetence i forhold til at undersøge og behandle patienter med demens, som fx har adfærdsproblemer, depressive symptomer eller psykotiske symptomer.
Også patienter med Parkinsons Sygdom og den såkaldte Lewy Body Demens kan udvikle psykotiske symptomer – og kan derfor også få brug for psykiatrisk behandling.
Behandling og prognose
Mange af de sygdomme, der rammer ældre, følger dem resten af livet. Derfor er der i behandlingen fokus på at reducere og lindre symptomerne, så den ældres samlede livskvalitet kan forbedres.
En særlig udfordring er, at patienterne ofte har brug for flere former for medicin, og derfor er det vigtigt at være meget opmærksom på, hvordan behandlingen samlet set påvirker dem.
Noget af den medicin, der traditionelt anvendes ved psykisk sygdom, har en uhensigtsmæssig eller utilstrækkelig effekt hos ældre. Derfor kan der være behov for at anvende andre former for behandling, fx ECT.