Jessica har, siden hun var 14, haft en spiseforstyrrelse. Efter mange tumulte år i en ond cirkel med medicin, vægtstigning, selvskade, tvang og mere medicin har hun nu fundet balancen med en stabil vægt, sund kost og studerer til sygeplejerske.
Jeg møder Jessica i hendes lejlighed i det østlige Aalborg på en dag med smukke efterårsfarver på løvet omkring rækkehusene til en snak om psykiatri, kost, ernæring, livsstil og recovery.
Jessicas forløb
Hun fortæller mig om sit forløb i Psykiatrien i Region Hovedstaden. Forløbet kan kort sammenfattes til at have været 7 meget tumulte år med anoreksi, fejldiagnostisering og -medicinering med skizofreni, flere meget lange indlæggelser på op til 18 måneder, tvangsbehandlinger mv.
På 7 år har Jessica vejet 37 kilo som den laveste og 95 kilo som den højeste vægt.
- Kosten har været det helt centrale i min situation. Min sygdom startede pga. kosten og selvom jeg har haft andre diagnoser, har jeg aldrig været i tvivl om, at kosten og min vægt har spillet den allervigtigste rolle i alle disse år. Jeg tabte 33 kg, hvorefter jeg blev indlagt for anoreksi. Efterhånden fik jeg taget alle 33 kg på, men så kom jeg til at lide af overspisninger i kombination med medicin, og jeg tog yderligere 24 kg på. Der fik jeg et ekstremt dårligt selvværd og var virkeligt syg og medicineret. I de 18 måneder, jeg var indlagt, sov jeg stort set hele tiden, og jeg kunne ikke selv og fik ingen støtte til at arbejde med kost og psyke, fortæller Jessica.
Jessica har i dag et normalt forhold til mad og bruger en plantebaseret kost. Hun har muligvis en rest af spiseforstyrrelse. Det afgørende er, at hun er blevet god til at handle hensigtsmæssig på stress-situationer som f.eks. eksamen som tidligere kunne være en trigger for overspisning, efterfølgende selvskade og ”råb om hjælp” med overdoser.
- Jeg er så stolt af idag at have både peanutbutter og pålægschokolade i køkkenskabet. Det står der i flere uger og det er noget, som jeg spiser af efter lyst. Tidligere kunne jeg tømme denne slags i et køkkenskab i løbet af en nat” fortæller hun. At hun i dag spiser plantebaseret handler ikke om at tabe sig, men handler lige så meget om etik. ”Jeg kan godt lide grøntsager, linser, bønner mv. De gode næringsstoffer giver mig energi og velvære. Og man kan lave og bage alt muligt med grøntsager, smiler hun.
Jessicas recovery
Jessica startede i OPUS under sin sidste indlæggelse og fortsatte dér efter udskrivelsen. Da hun var 19 år, startede hun på dansk på 9. klasses niveau. I venteværelset en dag på vej ind til psykologen i OPUS indtrådte turning-pointet. Her besluttede hun sig for at være ærlig omkring, hvilke symptomer og forestillinger hun reelt havde. Dette førte til et forløb omkring at seponere medicin og virkeligt at komme til at arbejde med sig selv igen.
- I min specifikke situation, tror jeg ikke, at jeg kunne spise ordentligt, sundt, balanceret og i passende mængder, mens jeg var medicineret. Det var vigtigt for mig at få støtte til at være ærlig og til at være mig. Gode relationer til behandlere er altafgørende, fortæller Jessica.
I hendes vej ud af medicinen og i balance fandt hun sin vej via forskellige bøger om kostråd, tænkning om kost, fokus på livsstil fremfor vægttab/vægtøgning. Desværre oplevede hun ikke rigtigt støtte til den proces.
Individualitet og indflydelse
- Jeg oplevede, at jeg gentagne gange spurgte behandlerne, om de ikke nok ville læse bogen, da jeg fik det meget bedre efter at have læst den, da der virkeligt var nogle gode principper i den, som passede til mig. Ingen af dem virkede interesserede. For mig kunne det næsten føles sådan ihvertfald.
Jessica vil anbefale, at man forsøger ikke at behandle alle patienter på samme måde, f.eks. med et kost- og måltidsskema og efter samme strategi mv. Der må kunne være plads til en individualiseret behandling samt til at man lytter til den enkelte patient og dennes behov – og til de forslag til indsatser og tilgange, som patienten selv kommer med.
Særligt fokuspunktet omkring individualitet i Den regionale ernærings- og måltidspolitik ser Jessica, som et princip, der understøtter den individuelle tilgang, som Jessica slår et slag for:
Patienten får viden om og bliver tilbudt handlemuligheder og støtte til indsats omkring egne ernæringsbehov i relation til individuel sygdoms- og ernæringstilstand.
Hun fortæller, at der vil helt sikkert være tidspunkter i visse patienters forløb, hvor man ikke kan overskue en inddragelse i forhold til kost, men hun opfordrer til at være opmærksom at give den rette støtte til indsatsen omkring kost, når patienten så kan.
Socialitet og regulering
Princippet omkring socialitet i politikken ser hun også som rigtig godt og vigtigt i et godt patientforløb. Der står:
Patienten oplever at der ved spisesituationen tages højde for fysiske, psykiske og sociale behov. Spisemiljøet medtænkes som en faktor, der kan stimulere (og regulere) patientens appetit.
Jessica vurderer ud fra hendes lange indlæggelser, at dette princip giver et potentiale for at tale om sund mad, ernæring, portionsstørrelser mv . Det er vigtigt at finde nogle gode situationer, hvor der er socialisering og plads til lidt hygge og samvær om et godt sundt og ernæringsmæssigt godt måltid. Det er vigtigt også at bruge indlæggelserne til, at patienterne får mulighed for at opleve, at hyggestunder og gode sunde snacks også kan hænge sammen.
Afslutning
Jessica er i dag medlem af Psykiatriens Peerboard og fortæller derved gerne om egne erfaringer fra sit patientforløb.
Jessicas bøger som hjalp hende til at komme til at spise sundt og balanceret som en del af en sund livsstil - og undgå slankekure og overspisning. Bøgerne er her udstillet sammen med glassene med peanutbutter, som uden problemer for hende har plads i køkkenskabet.