Socialfagligt arrangement med fokus på psykiatri og kønsidentitet

Mandag den 4. oktober blev der afholdt socialfagligt arrangement for Psykiatriens læger. Temaet denne eftermiddag satte fokus på psykiatri og kønsidentitet. 

Eftermiddagen bød på spændende oplæg ved overlæge Lucia Pop fra Center for Kønsidentitet. Lucia Pop kom i sit oplæg både omkring det paradigmeskifte der har været i forhold til lovgivningen på området, hvordan et udredningsforløb i Center for Kønsidentitet kan forløbe samt hvordan behandleren møder patienten i denne målgruppe. 

”I hele vores uddannelse lærer vi, at vi skal være medicinske detektiver. Ved denne målgruppe er det vigtigt at behandlerens udgangspunkt er, at den transkønnede er den eneste ekspert i sin egen oplevelse af kønsidentitet” siger overlæge Lucia Pop. Målgruppen føler ofte kønsligt ubehag og dette kan komme til udtryk på mange måder fx ved skyld, skam, og nedtrykthed. Ifølge Lucia Pop kan patientens symptomer ofte misforstås, når kønsidentitetsforhold ikke tages med i betragtning, da flere af disse symptomer også optræder ved psykiatriske diagnoser.

Det er dog ikke ensbetydende med, at denne gruppe ikke får psykiatriske diagnoser. Undersøgelser viser, at der er 3-6 gange øget risiko for depression, angst, og spiseforstyrrelser for denne målgruppe, hvilket gør det særlig aktuelt for Psykiatriens læger at få et øget kendskab til denne målgruppe, da behandling af disse lidelser ofte ikke har god behandlingseffekt hvis kønsidentitetsforhold ikke tages med i betragtning.

Udover oplæg ved Lucia Pop var der casepræsentation og gruppedrøftelser ved specialeansvarlig overlæge Odeta Jankuviené. Drøftelsen af casen illustrerede, hvor kompleks denne patientgruppe kan være. I forlængelse heraf var der gode drøftelser omkring relevansen af, at psykiatriens læger kan konferere patienter med Center for Kønsidentitet, hvis de er i tvivl om behandlingen af denne patientgruppe.

Ved emner som dette giver det socialfaglige arrangement gode rammer for at stoppe op i hverdagen, og drøfte dilemmaer og refleksioner omkring patientforløb med ens kolleger og samarbejdspartnere. ’Det har været en spændende og lærerig dag med mange gode diskussioner om emnet psykiatri og kønsidentitet og de udfordringer det kan give i vores behandlingssystem. Dette arrangement har været med til at bidrage til nogle gode drøftelser mellem Psykiatrien og Center for Kønsidentitet med det fælles mål for øje; at hjælpe patienten bedst muligt.’ Udtaler uddannelseskoordinerende overlæge Morten Kjølbye.

Næste socialfaglige arrangement finder sted den 25. april 2022 i Aalborg, så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Opdateret