Månedens forskningsartikel kommer fra forskningsprogram i affektive lidelser og er en beskrivelse af en algoritme til monitorering og håndtering af forhøjet calcium og parathyroideahormon (PTH) i forbindelse med lithium behandling
Lithium er førstevalgspræparat til forebyggelse af affektive episoder ved bipolar affektiv sindslidelse, imidlertid har anvendelsen af lithium været faldende over de seneste årtier. Betinget af lithiums lave terapeutiske indeks og dets bivirkningsprofil, er plasmamonitorering, herunder monitorering af plasma-calcium før og under behandling påkrævet.
Mangel på nemt anvendelige og klinisk relevante retningslinjer for monitorering og håndtering af bivirkninger kan potentielt udgøre en hindring for mere udbredt brug af lithium behandling ved bipolar lidelse.
Månedens forskningsartikel er resultatet af et tværfagligt samarbejde mellem Psykiatrien og Endokrinologien ved Aalborg Universitetshospital og International Group for The Study of Lithium Treated Patients (IGSLI). Artiklen indledes med en præsentation af de teoretiske og kliniske implikationer af, hvordan lithium behandling påvirker calcium og PTH regulering i kroppen.
Disse implikationer kan klinikerne håndtere gennem den algoritme, som artiklen præsenterer og gennemgår. Algoritmen kan nemt anvendes i klinisk praksis til monitorering og håndtering af lithium-induceret hypercalcæmi, og derfor kan artiklen være meget relevant for klinikere at læse.
Kovacs et al. (2022). Lithium induced hypercalcemia - an expert opinion and management algorithm