Kikkertundersøgelse af mavesækken (gastroskopi) under bedøvelse

Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm – også kaldet en gastroskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer i om-rådet, der kan forklare dine symptomer.

Sådan foregår undersøgelsen

På undersøgelsesdagen taler du først med en sygeplejerske, så du har mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål.

Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse eller i en dyb rus.

Lægen benytter en bøjelig kikkert – et såkaldt gastroskop. Gastroskopet føres ind i din mund, ned i dit spiserør til maven og ud i tolvfingertar-men.

For enden af kikkerten sidder et kamera, som gør det muligt for os at se indersiden af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm. Vi kan også se, om der er sår, udposninger eller svulster i om-rådet. For at beskytte kikkerten får du en plastik-bidering i munden.

Hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt, tager vi vævsprøver (biopsier) fra slimhinden til yderligere undersøgelse.

Undersøgelsen varer cirka 5-10 minutter.

Sådan forbereder du dig

Hold pause med medicin mod halsbrand

Hvis du får medicin mod halsbrand eller sure op-stød, skal du holde pause med denne medicin fra 1 uge inden undersøgelsen.

Vær opmærksom, hvis du har sukkersyge

Har du sukkersyge, som behandles med insulin, skal du kontakte din egen læge, så I kan aftale, hvordan du skal tage din medicin i forbindelse med undersøgelsen.

Har du sukkersyge, der behandles med tabletter, skal du vente med at tage medicinen til efter undersøgelsen. Medbring tabletterne til undersøgel-sen, så du kan tage dem lige bagefter.

Få reguleret eventuel blodfortyndende medicin

Får du blodfortyndende medicin, skal du muligvis justere dosis eller holde pause, for at vi kan gen-nemføre undersøgelsen. Se her, hvad du skal gøre:

  • Kontakt din læge senest 1 uge inden undersø-gelsen, hvis du får Marevan®, Marcoumar®, Plavix®, Xarelto®, Pradaxa®, Eliquis®, Clori-docard, Grepid® eller lignende.
  • Få taget en INR-blodprøve sidste hverdag in-den undersøgelsen, hvis du får Marevan® eller Marcoumar®.
  • Du må gerne tage præparaterne Magnyl® og Persantin®, da de ikke giver øget risiko for blødning ved undersøgelsen.    

Mød fastende til undersøgelsen

Du skal faste inden undersøgelsen, så din mave-sæk er helt tom. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale.

Tag din livsvigtige medicin

Tag din sædvanlige morgenmedicin med lidt vand om morgenen inden undersøgelsen.

Oplys eventuelle tandproblemer

På grund af bideringen i munden er det vigtigt, at du fortæller os om eventuelle tandproblemer, inden vi påbegynder undersøgelsen.

Efter undersøgelsen

Hvis du har været fuldt bedøvet, bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Herefter bliver du kørt tilbage til sengestuen.

Hvis undersøgelsen er foregået i dyb rus, bliver du kørt tilbage til sengestuen umiddelbart efter undersøgelsen.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Da du har været bedøvet, må du ikke selv køre hjem.

Aftal derfor at have en pårørende til at hente dig.

Du ikke må køre bil eller betjene farlige maskiner i de følgende 24 timer.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen, inden du tager hjem. Har lægen taget vævsprøver, vil der gå cirka 10 dage, inden du får svar i din e-Boks eller per brev.

Mulige komplikationer

En gastroskopi er en meget sikker undersøgelse, hvor der kun i sjældne tilfælde opstår komplikationer. Det kan dreje sig om blødning eller hul på de organer, vi undersøger.

I sjældne tilfælde kan der ske skader på tænderne, når røret bliver ført ind.

Hvis du oplever komplikationer efter undersøgelsen, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.

Kontakt og mere viden

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi), kan du even-tuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ”gastroskopi”.