ADHD
Forkortelsen ADHD er en oversættelse af det engelske Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder.
Børn, unge og voksne med ADHD har vanskeligheder med såkaldte eksekutive funktioner, dvs. problemer med at skabe overblik og struktur samt vanskeligheder med planlægning af aktiviteter.
Hos de fleste mennesker med ADHD sker der en modning med alderen. Det betyder, at antallet af personer, der opfylder alle kriterierne for ADHD, aftager med stigende alder. Men mange har alligevel symptomer, der varer ved ind i voksenlivet. Så selvom en voksen ikke længere opfylder alle kriterierne for at have diagnosen ADHD, kan personen stadig have mange gener.
Mange patienter, der henvises til udredning eller behandling i et af Psykiatriens ambulatorier, får tilbudt et pakkeforløb. Et pakkeforløb er et standardforløb, hvor det på forhånd er fastlagt, hvad tilbuddet til dig som patient (som minimum) skal indeholde.
Formålet er blandt andet at tilbyde patienter med samme sygdom i hele landet den samme behandling.