Vi tilbyder behandling til mennesker, der har forsøgt selvmord eller har vedvarende tanker om selvmord. Vores målgruppe er mennesker, som ikke i forvejen er i psykiatrisk behandling. Du kan blive henvist fra egen læge eller Skadestue. Voksne over 18 år kan også selv henvende sig til os. Vi har adresse på psykiatrisk sygehus i Aalborg. Efter aftale kan behandlingssamtaler også foregå i Frederikshavn, Thisted eller Hobro.
Kontakt os, hvis du har behov for behandling
Hvis du er 18 år eller derover, kan du kontakte os direkte, hvis du har behov for at komme i behandling hos os. Du kan også stadig blive henvist fra egen læge, en læge på et hospital eller Psykiatrisk Skadestue.
I nogle kommuner i Region Nordjylland findes der et selvmordsforebyggende team (SELVFO-team), som kan henvise unge under 18 år til behandling. Børn og unge kan også henvises af egen læge.
Hvis du allerede er i behandling, skal du tale med din nuværende behandler om dine selvmordstanker.
Andre kan hjælpe, når du selv er kørt fast
Der kan være mange grunde til, at mennesker kommer i en situation, hvor de ser selvmord som eneste udvej. For nogle kan det skyldes, at de er stærkt påvirket af voldsomme hændelser eller forandringer i deres liv, men der kan også være andre årsager.
Hvis du har selvmordstanker, der er vedvarende - og måske har ført til handling i form af selvmordsforsøg - er det vigtigt, at du får hjælp. Du har brug for at tale med nogen om, hvordan du har det - og blive vejledt i at finde andre løsninger på problemerne.
Du vil hurtigt få en tid til samtale
Når vi har vurderet din henvisning, kontakter vi dig telefonisk indenfor 2 hverdage. Vurderer vi, det er relevant, at du kommer i behandling hos os, vil vi tilbyde dig en samtale indenfor et par uger.
Behandling i Enhed for Selvmordsforebyggelse
Vi tilbyder:
- Psykoterapeutisk korttidsterapi, som er individuelt tilpasset. Forløbene har typisk 5-8 samtaler i alt.
- Eventuel supplerende tilbud om undervisning i gruppe.
- Hjælp og støtte til pårørende.
Formålet med behandlingen
Formålet med behandlingen er at hjælpe dig gennem den svære situation du står, det sker bl.a. gennem fokus på det der gør at du har selvmordstanker eller har forsøgt selvmord. Det kan både være noget der har med dine relationer at gøre, men kan også være noget i forhold til dine psykiske vanskeligheder. Vi ønsker kort sagt at forebygge du bliver selvmordstruet når du i situationer, du oplever som svært pinefulde og fastlåste.
Behandling, problemløsning og kriseplan
I forløbet får du hjælp til at finde løsninger på de problemer, du har, og vi hjælper også med at afklare, om du har brug for anden behandling eller støtte.
Når det er afklaret, om du skal i behandling hos os, bliver du snarest indkaldt til en forsamtale med den person, der skal stå for din behandling. Her taler I bl.a. om, hvilke problemer der især er vigtige at få fokus på i det forløb, du skal igang med.
Den første samtale varer 1½ time, mens hver af de efterfølgende samtaler varer 45 minutter.
- I samarbejde med dig bliver der lavet en individuel plan for din behandling.
- Der anvendes forskellige terapeutiske metoder.
- I nogle behandlingsforløb viser det sig, at der er behov for at supplere med medicinsk behandling.
- Du får hjælp til at udarbejde en personlig kriseplan, som konkret beskriver, hvad du kan gøre, hvis du igen oplever selvmordstanker.
- I forløbet vil der ofte være et samarbejde med egen læge.
Som supplement til den individuelle behandling kan du deltage i gruppeforløb med få andre patienter med selvmordsproblematikker.
Information til pårørende
Psykiatrien i Region Nordjylland opfordrer til, at pårørende inddrages i behandlingen. I et vist omfang har Enhed for Selvmordsforebyggelse mulighed for at tilbyde pårørende samtaler eller anden støtte.
Se også denne pjece: Enhed for Selvmordsforebyggelse - Information til pårørende
Det videre forløb
Når du afslutter dit forløb i Enhed for Selvmordsforebyggelse, sender vi et udskrivningsbrev til din egen læge. Brevet informerer kort om den behandling, du har fået hos os.
Egen læge har mulighed for at følge op på din behandling.
Oplever du selvmordstanker, når dit forløb er afsluttet, er du velkommen til at kontakte os igen.