Hvis du efter en indlæggelse på Sengeafsnit N7 har brug for særlig støtte, kan du få hjælp af Psykiatrisk Mobilteam. Kontakten foregår ved, at din behandler jævnligt besøger dig der, hvor du bor.
Sådan foregår behandlingen
Vi aftaler, hvad du har brug for
Når du bliver udskrevet, er det vigtigt, at du får din hverdag til at fungere igen. I den fase kan du have brug for støtte og praktisk hjælp fra kommunen - fx en støtte- og kontaktperson. Der kan også være behov for, at du får støtte til at fortsætte den behandling, der er påbegyndt under din indlæggelse.
Før du bliver udskrevet, aftaler vi, hvilken hjælp du har brug for i den første tid. Sammen med dig tager lægen stilling til, hvordan din opfølgende behandling bedst kan foregå.
Du kan få besøg hjemme i den første tid
Nogle patienter fortsætter i behandling hos egen læge eller i et af Psykiatriens ambulatorier. Hvis lægen vurderer, at du har brug for mere støtte i den første tid, vil du få tilbud om at modtage behandling via det mobile team. Det foregår ved, at du i en periode på op til 30 dage jævnligt får besøg derhjemme af en behandler fra teamet.
Fortsat behandling er vigtig, for at du kan opretholde en stabil hverdag med god livskvalitet. Målet med behandlingen er også at forebygge, at du får tilbagefald og eventuelt skal indlægges igen.
Du møder din behandler før din udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, mødes du med den behandler fra mobilteamet, der skal besøge dig, når du er kommet hjem. I aftaler, hvornår det første besøg skal finde sted, og I udarbejder en plan for det videre forløb.
Behandleren fra mobilteamet deltager så vidt muligt i din udskrivningssamtale.
Psykiatrisk Mobilteam kan hjælpe med følgende:
- Din behandler fra teamet kan besøge dig i dagtiden på hverdage. Besøgene finder sted efter aftale. Det er så vidt muligt den samme behandler, der besøger dig hver gang. Når I mødes, taler I om, hvordan du har det.
- Du får hjælp til at mestre de konsekvenser, som sygdommen kan medføre i din hverdag.
- Du bliver vejledt om, hvad du kan gøre, hvis du oplever akut forværring af din tilstand.
- Hvis du har behov for det, kan I aftale hyppige besøg i en kort periode.
- Hvis du har behov for det, justerer vi din medicin. Det sker i et samarbejde med den behandlingsansvarlige læge på Sengeafsnit N7.
Besøgene kan også handle om, hvordan dine pårørende kan inddrages. Efter aftale kan dine pårørende deltage i én eller flere samtaler.
Din behandler kan desuden følges med dig til møder i kommune, jobcenter med videre – og støtte dig i at skabe eller genoptage kontakt til socialpsykiatriske tilbud, sportsforening med videre.
Vær opmærksom på
Vis hensyn, hvis du ryger
Det har stor betydning for ansatte i teamet, at de kan arbejde i et miljø uden røg. Undgå derfor så vidt muligt at ryge, mens du har besøg af din behandler.
Sørg også for at lufte ud, inden du får besøg, hvis der bliver røget i dit hjem – gerne i mindst 10 minutter.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os (se bagsiden).