Ambulatorium for Bipolar Lidelse består af overlæger, sygeplejersker, psykologer og lægesekretærer. Vi er klar til at tage hånd om dit forløb her hos os. Derfor får du her nogle praktiske oplysninger om, hvordan vores samarbejde skal fungere.
Når dit forløb begynder
Du får brev i e-Boks og påmindelse på SMS
Du bliver indkaldt til aftaler hos os løbende per brev i din e-Boks. Åbn dem, når de kommer, så du kan forholde dig til tiderne straks. Derudover minder vi dig om dine aftaler per SMS.
For at vi kan minde dig om din tid på SMS, skal du være tilmeldt NemSMS. Det kan du blive hos vores sekretær, eller du kan gå ind på sidenwww.borger.dk/nemsms– her skal du logge ind med dit NemID. Husk at bekræfte telefonnummeret på den SMS, du modtager ved tilmeldingen.
Ring til os, hvis du ikke kan komme
Hvis du er forhindret i at møde til dine samtaler, skal du ringe afbud i god tid, så vi kan nå at indkalde en anden patient. Dit afbud er vigtigt for, at vi kan bruge vores tid og personale effektivt.
Når du møder op
Husk dit sundhedskort til hver aftale
Når du møder op hos os, skal du hver gang melde din ankomst på skærmen ved siden af receptionen. Her skanner du stregen på dit sundhedskort. Så ved vi, at du er kommet.
Undervejs i dit forløb
Bestil ny medicin, før den gamle er brugt op
Husk at bestille ny medicin i god tid. Der kan gå op til 3 dage, fra vi modtager din bestilling, og til recepten kan behandles hos apoteket, og du kan hente din medicin.
Hjælp på Psykiatrisk Skadestue
Får du brug for akut hjælp uden for vores åbningstid, kan du kontakte Psykiatrisk Skadestue, som er åben hele døgnet for både telefonisk og personlig henvendelse.
Psykiatrisk Skadestue
Tlf. 97 64 37 00
Mølleparkvej 10, indgang 4
9000 Aalborg
Center for Pårørende
Center for Pårørende er et tilbud til dig, der har en psykisk lidelse, og dine pårørende. Din behandler kan hjælpe dig med at kontakte tilbuddet. Se mere information påwww.psykiatri.rn.dk/cfp
Når dit forløb slutter
Når dit forløb bliver afsluttet hos os, sender vi din egen, praktiserende læge et udskrivelsesbrev, som beskriver dit forløb, samt hvilken medicin du får. Derefter overtager din egen læge behandlingen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.