I Dagafsnit for Børn og Unge undersøger og behandler vi børn og unge i alderen 0-17 år, der har forskellige symptomer og problemer. Hos os møder patienterne ind nogle timer hver dag, fx i en overgangsfase efter en indlæggelse eller i et udredningsforløb.
Når et ambulant forløb ikke er tilstrækkeligt
Når du bliver henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrien, får du typisk tilbudt et ambulant forløb, hvor du efter aftale møder ind på hospitalet til samtaler, undersøgelser og kontroller. Det giver mulighed for, at du kan opretholde så meget af din almindelige hverdag som muligt.
Hvis ambulante samtaler ikke er tilstrækkelige, kan det blive nødvendigt med en indlæggelse. Under en indlæggelse arbejder tværfagligt personale sammen om din undersøgelse og behandling.
Hvem kommer i behandling hos os?
Børn og unge fra alle kommuner i Region Nordjylland kan blive indlagt i afsnittet.
En del af de patienter, der indlægges hos os, er i forvejen i ambulant behandling i Psykiatrien. De har vidt forskellige symptomer og udfordringer inden for hele det psykiatriske spektrum.
Samarbejde og netværk
Vi samarbejder med hele dit netværk. Det kan fx være psykiatriske afsnit, din hjemkommune, din skole og eventuelt dit opholdssted.