Mød en ambassadør

Brians liv har budt på mange yderligheder.
Fra byliv i Albertslund, til landliv i Brovst. Fra fabriksarbejder på stoffer til skarptrænet militærmand. Fra politiaspirant til fysioterapeut. Fra hypoman, der kunne det hele, til depressiv, der ikke kunne stå ud af sengen.

Brians liv med bipolar lidelse har budt på en hel del opture og nedture, og der i mellem et ret almindeligt liv med kone og far til tre. På et tidspunkt blev de enige om, at vejen frem er åbenhed. Derfor kan du høre Brians historie og finde ud af, om hans mor faktisk havde ret, da hun troede at hans diagnose, Bipolar lidelse, kun er en ”bi”-ting i hans liv. 

Camilla var den stille, søde og flittige pige, der passede sin skole og ikke gjorde væsen af sig. Der var ingen synlige problemer, hun var artig og god. Hvad var så problemet?

Problemet var, at Camilla ikke var glad, men decideret deprimeret. Hun gik konstant med en følelse af ikke at være god nok og dygtig nok. Hun kunne altid gøre lidt mere og lidt bedre. Camilla endte med at blive så påvirket af sin sygdom og af medicinen, at hun ikke orkede at passe en uddannelse.

I dag har Camilla fundet redskaber, der virker for hende. Hun endte med at trodse de negative tanker og overvinde angsten for at fejle og læser nu psykologi på Universitet.

Cecilie troede, det var ungdomsproblemer, hun gik og tumlede med, da depressionen og angsten sneg sig ind på hende i de sene teenageår.
Hvis bare hun tog sig sammen og holdt den pæne facade på de sociale medier, så gik det hele nok over. 

Når nogen bemærkede snitsår på benene eller hun virkede lidt trist, havde hun en forklaring parat. Fordi hun virkede perfekt ud ad til, troede alle på glansbilledet – også hun selv. Det virkede, indtil hendes kæreste fandt ind til hendes sårbarhed. Cecilie åbnede op og fik den hjælp, hun havde brug for. I dag er de to stadig kærester, og han er en stor støtte for hende.

Efter endnu en af sine utallige indlæggelser besluttede Emma, at hun ville give livet seks måneder til at bevise, det var værd at leve. I den tid måtte hun ikke forsøge at begå selvmord, men skulle prøve alt det, som en rask Emma ville kaste sig ud i – hvad havde hun at miste?

I psykiatrien hjalp de Emma med at overleve sin psykiske sygdom, men først da hun kom ud og fik hjælp til at leve som en rask Emma i ”det virkelige liv” ændrede tingene sig for hende.

Hendes allierede, i kampen for at vinde lysten til livet, blev en psykolog, der sammen med hende fandt de redskaber, hun havde brug for. Og de virkede. Livet vandt. Og for første gang i sit voksne liv tror hun på en lys fremtid.

”Jeg er syg i potten…” Det sagde min kæreste til mig, da jeg ville opgive musikken, som er den ene ting, der netop holder mig rask.

Min krop lever med konstante symptomer på PTSD, som jeg primært oplever fysisk - ikke psykisk. En helt særlig måde at være syg på. Gennem musikken kan jeg få en ro i kroppen, samtidig med jeg får mulighed for at fortælle omkring mit liv.

”Jeg er for syg til at være rask og for rask til at være syg” – Et liv på en knivspids

Gitte udsendte altid den perfekte facade, som overbeviste alle omkring hende om, at hun havde styr på sig selv og sit liv med styrke og overskud.

Facaden blev erstattet af smerte og kaos, som hun overførte på alle omkring hende. Jo flere der blev såret - jo bedre.

Den adfærd blev stoppet, da hun kom i behandling i psykiatrien og en skizoaffektiv sindslidelse blev afsløret. En diagnose som gav både psykotiske depressioner og manier.

Mange indlæggelser, med store mængder medicin og mange Elektrochok-behandlinger senere, har Gitte nu overvejende styr på sygdommen.

Hun er nu førtidspensionist og arbejder dagligt med sygdommen, som hun ved medicin ikke fjerner helt - det sidste arbejde ligger hos den syge. Det er vigtigt for Gitte at huske, at på trods af hårde perioder, bliver det hele altid bedre.

Heidi mødte sin mand under en indlæggelse i psykiatrien for år tilbage, og det ændrede hendes liv.

Manden så nemlig et potentiale i hende, som hun selv havde svært ved at tro på. Hun havde frivilligt overgivet plejen af sin første datter til en plejefamilie, og hun følte sig som en fiasko.

Efter mødet med sin mand er det gået fremad for Heidi. Hun har fået endnu en datter og lever et liv uden medicin. Hun er god til at lytte til sine advarselslamper, når tingene spidser til. Hvis stemmer begynder at hviske i baghovedet, er det tid at trække stikket til omverdenen, ind til hun igen er ladet op.

Heidi arbejder i Psykiatrien som Social og sundhedsassistent. Heidi har gennem mange år passet, plejet og talt med patienter. Samtidig gemte hun på sine egne lidelser, men til sidst var det ikke muligt at gemme dem væk mere. Heidi blev udredt og diagnosticeret med en bipolar lidelse.

“Jeg brugte mange mange mange år på at acceptere sygdommen! Og da jeg endelig accepterede den, begyndte mit liv langt om længe at gå den rigtige vej”.

"Accepten af den psykiske sygdom og vendepunktet i mit liv skete, da min far blev alvorligt syg og døde. Der gik det op for mig, at livet skal leves nu, skal leves godt."

Da Clara blev syg, ville hun bevise, hun kunne klare det hele selv.

Efter hun fik sin diagnose; Skizofreni, blev hun mødt med kommentarer som: ”Du vil aldrig blive til noget” og ”De er da psykopater sådan nogle, det er du da ikke”.

I dag sætter Ida stor pris på at dele ud af de oplevelser, hun har haft, og sætte ord på hvilke ting, der har hjulpet hende til at kunne tage en uddannelse og leve et meningsfyldt liv.

Ida har lært at tackle de udfordringer, der følger med hendes skizofreni. F.eks. bruger hun sin telefon til at tale med sine stemmer, når hun går på gaden, for som hun selv siger ”det jo helt socialt acceptabelt at gå og snakke til en telefon, så det vil ingen studse over”.

Jan har i årevis sloges med selvmordstanker og haft flere indlæggelser.

Han har prøvet meget forskelligt medicin og har flere gange fået ECT (Elektro Chok Terapi) for sine depressioner.
Da han fik tilbudt et forskningsforsøg, ændrede det hans liv radikalt. Selvmordstankerne forsvandt. Pludselig var der stille i hans hoved, og det føltes tomt. Han var blevet vant til konstante negative tanker, som var forbundet med en ”tryghed”.

Jan arbejder på en skadestue i sit drømmejob som sygeplejerske, han er gift og har tre børn.

Jannie er mor til verdens dejligste søn og gift med sin bedste ven.
Selv om Jannie elsker sin søn og mand højt, arbejder hun på at komme mere ud fra familiens trygge base og være sammen med mennesker i nye fællesskaber. Hun trænger til at få venner og omgangskreds - som før hun blev syg.

Derfor arbejder hun på at leve sit liv med psykisk sygdom på en ny møde, hvor den hjemmegående pensionisttilværelse bliver afbrudt af oplevelser og mennesker, der kan berige hendes liv og gøre hende til en person, der lever lidt mere som andre mennesker.

Julie læser medicin og vil gerne blive sådan en læge, som ved, hvad det vil sige at være psykiatrisk patient.
Julie udviklede i sine teenageår en spiseforstyrrelse. Med den kunne hun have kontrol over sit liv og styrken til at være den bedste til ALT. Julie er det, vi kalder en tolvtals-pige, som gerne vil være i kontrol og være perfekt til det meste.

I dag er spiseforstyrrelsen mere under kontrol, og hun ser den både som en ven og en fjende. Den kan hjælpe hende med at få ro på tankerne og det kaos, der ind imellem tager over indeni. Julie er en fighter, og for hver dag der går bliver det mere og mere Julie, der styrer sin spiseforstyrrelse og ikke spiseforstyrrelsen, der styrer Julie.

Selvom Marina i en tidlig alder får diagnosen paranoid skizofreni, er hun i dag en solstråle historie . 

Barndommen bød på seksuelle overgreb fra flere voksne, svigt og vold. Dette førte til afgrundsdybe psykoser, hallucinationer og så svær selvskade, at det ofte var ved at koste hende livet. 

Et liv ind og ud af psykiatrisk sygehus, hvor tvang var hverdagskost, men SÅ møder hun i 2010 sin elskede mand, og hvor kærlighedens magiske kraft ændrede hendes liv. At være elsket fører Marina tilbage til livet. 

Marina er forfatter til bøgerne “Barberbladstræet” og “Smertens kys”!

Der findes tre versioner af Rune.

Rune version 1 forsvandt fuldstændig den dag, han som 16-årig så sin storebror dø i en ulykke. Han husker intet fra før den dag.

Rune version 2 udsprang af det massive traume, der blev Rune version 1s endeligt.

Ud af asken kom en ung mand, der blev meget voldelig og brugte alkohol som flugt fra den PTSD, traumet havde påført ham.

Rune version 3 er et valg. Et valg om at ville livet: som far og som et nyt menneske, der gradvis gennem terapi og hårdt arbejde er ved at skabe sig selv igen. En Rune der på turen gennem Helvede har erkendt, at der ikke findes nogen let vej uden om, men at kampen tilbage er det værd.

Theresa er en rolig og afbalanceret kvinde, mor til en voksen datter og forlovet med sin kæreste.
Faktisk er hun så langt fra det skræmmebillede, der ofte bliver skabt af mennesker med hendes diagnose. Theresa har paranoid skizofreni, men hun er bestemt ikke farlig!

Inden Theresas diagnose havnede på paranoid skizofreni, har hun haft en del andre diagnoser. Trods fejldiagnoser er Theresa stadig positiv over for den behandling, hun har modtaget i Psykiatrien. Hun føler, hun har et godt og meningsfyldt liv på trods af psykisk sygdom.

Tore fik først sin Aspergers-diagnose som voksen. Men det ville på mange måder have været lettere, hvis han havde fået den som barn.
Det er svært at være anderledes – især når de andre børn i skolen driller én eller misforstår én.

Det er også svært at tackle de udfordringer, man står overfor, når man IKKE ved, hvad de kommer af. Det vidste Tore i mange år ikke, så han dulmede dem med alkohol. I dag ved Tore, han skal holde sig fra alkohol og visse typer medicin mod depression. I stedet har han fået andre redskaber til at tackle de svære sider af tilværelsen, nu hvor han kender årsagen til dem.